Gå til indhold
Indsats mod socialt bedrageri betaler sig

Pressemeddelelse -

Indsats mod socialt bedrageri betaler sig

Rødovre Kommunes indsats mod socialt bedrageri har siden 2010 sparet samfundet for mere end 19 mio.kr.

Rødovre Kommune har nedsat en såkaldt kontrolgruppe, der har til opgave at stoppe og forebygge socialt bedrageri. En ny opgørelse viser, at gruppen alene i 2015 har sparet det danske samfund for 4,7 mio.kr., hvoraf Rødovre Kommunes andel udgør 3,1 mio.kr. Dermed når den samlede besparelse siden 2010 op på 19,2 mio.kr.

”Man skal have de sociale ydelser, man er berettiget til - hverken mere eller mindre. Det er helt uacceptabelt, at der er nogen, der snyder. Det er jo fællesskabet - altså alle andre borgere - der betaler. Derfor sætter vi målrettet ind over for alle former for bedrageri, også socialt bedrageri”, siger borgmester Erik Nielsen.

Rødovre Kommune har et tæt samarbejde med bl.a. SKAT, politiet og Udbetaling Danmark, der står for en stor del af de sociale udbetalinger.

”Det er vigtigt, at man finder den rette balance, så man fanger bedragerne men ikke forulemper eller mistænkeliggør alle dem, der lever op til reglerne. Derfor er vi i Rødovre meget langt fra de grænseoverskridende detektivmetoder, som man har hørt om i landspressen. I dag kan en stor del af arbejdet heldigvis klares ved at samkøre registre fra forskellige myndigheder. Vi går målrettet efter de brodne kar. Det er vigtigt for mig at understrege, at man ikke skal føle sig mistænkeliggjort, bare fordi man er enlig mor eller på kontanthjælp”, siger Erik Nielsen.


Fakta om kontrolgruppen

  • Kontrolgruppen består af to medarbejdere, der bliver finansieret af en del af de sparede sociale ydelser.
  • Hvis kommunen modtager en henvendelse om potentielt socialt bedrageri, bliver den pågældende indkaldt til en afklarende samtale, inden der bliver sat en sag i gang. Kommunen er ikke opsøgende på bopælen.
  • Kontrolgruppen har i 2015 modtaget 69 henvendelser vedrørende socialt bedrageri.
  • En del af kontrolgruppens arbejde er at medvirke til forebyggelse af socialt bedrageri. Det er ikke medregnet, da det ikke kan opgøres i kroner og øre.
  • De borgere, som har fået udbetalt ydelser, de er ikke er berettigede til, skal betale pengene tilbage.
  • Den samlede besparelse af Kontrolgruppens indsats:
  • 20102,7 mio.kr.
    20113,1 mio.kr.
    20123,4 mio.kr.
    20132,6 mio.kr.
    20142,7 mio.kr.
    20154,7 mio.kr.

Emner

Kategorier

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark