Gå til indhold
Rødovre Musikpris og 50.000 kr. til ung fløjtenist

Pressemeddelelse -

Rødovre Musikpris og 50.000 kr. til ung fløjtenist

Det bliver den unge, talentfulde fløjtenist Joachim Becerra Thomsen, der løber med Rødovre Musikpris 2016 og de 50.000 kr., der følger med prisen.

Joachim Becerra Thomsen er et af de helt store talenter indenfor klassisk musik. Det bliver bekræftet med modtagelsen af Rødovre Musikpris, som uddeles ved den traditionsrige nytårskoncert i Kulturhuset Viften i Rødovre søndag den 10. januar.

”Joachim har trods sin unge alder allerede gjort sig bemærket som en fremragende fløjtenist. Han har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor han er i dag. Det er meget prisværdigt, når unge mennesker gør sig umage og dygtiggør sig til glæde for alle os andre. Prisen opmuntrer forhåbentlig Joachim til hans videre udvikling - og kan være en helt konkret hjælp til at tage skridtet videre”, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen.

Den unge prisvinder drømmer om et studieophold i USA, så han kan lære endnu mere. Han har ansøgninger liggende hos to skoler i henholdsvis New York og Los Angeles – hvis han bliver optaget, kan han starte efter sommerferien. Prisen giver Joachim Becerra Thomsen fornyet tro på, at det kan lykkes.

”Det er virkelig et skulderklap, for det fortæller mig, at der er nogen, der har hørt mig og synes, at det, jeg gør, er rigtigt. Det er enormt motiverende. Det giver mig et skub til at blive ved med at kæmpe for min musik”, siger Joachim Becerra Thomsen.

Det stod tidligt klart, at Joachim var et stort talent, og at han har en helt særlig fornemmelse for sit instruments klang.

”Fløjte er et instrument, hvor det er svært at gøre sig gældende. Der er mange, der spiller fløjte, og som spiller rigtigt godt. Joachim er en ’ener’ blandt de mange. Han kan holde lytteren fast og med sin gyldne tone skabe et rum, hvor fantasien får frit løb. Der er ingen tvivl om, at vi i årene fremover kommer til at glæde os over Joachim Becerra Thomsens solospil, enten som solist eller i et af de store orkestre i Danmark eller Europa”, siger professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Max Artved.


Fakta

Årets prisvinder: Joachim Becerra Thomsen

  • Har spillet fløjte siden 4. klasse og kom på musikkonservatoriet allerede som 16-årig.
  • Har vundet guldmedalje i Berlingskes Musikkonkurrence i 2011, 1. Pris i Øresunds Solist i 2013 og fik en semifinaleplads i Carl Nielsen International Flute Competition i 2014.
  • Går på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København på fjerde år, hvor han får undervisning hos Ulla Miilmann, der er solofløjtenist i DR SymfoniOrkestret.
  • Har desuden modtaget en række legater, bl.a. Jacob Gades Store Legat og er lige nu på prøve som 2. solofløjtenist i Malmø Symfoniorkester.
  • Fra slutningen af januar er han kontraktansat som 2. solofløjtenist i Finlands Radiosymfoniorkester.
  • Er 20 år gammel og opvokset på Islands Brygge med en dansk far og en chilensk mor. Bor på et kollegium på Amager.


Rødovre Musikpris

Rødovre Musikpris uddeles af Rødovre Kommune og Rødovre Centrum i fællesskab. Rødovre Centrum bidrager med 25.000 kr. og Rødovre Kommune med 25.000 kr.

Formålet er at påskønne en yngre udøvende musiker med et kontant beløb, der kan tjene som belønning og opmuntring til en videre udvikling inden for dansk musikliv.

Dommerkomitéen, der har valgt vinderen af Rødovre Musikpris, består af borgmester Erik Nielsen, marketingsdirektør Charlotte Andersen fra Rødovre Centrum, prorektor Tim Frederiksen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt Klavs Hovman, Det Rytmiske Musikkonservatorium.

De seneste modtagere af Rødovre Musikpris er:

2015: Trompetist Victor Koch Jensen

2014: Jazzguitarist Mads Christiansen

2013: Sangerinde Ida Kudo Høffding

2012: Mundharpespiller Mathias Heise

2011: Sangerinde Aura Dione

2010: Klassisk violinist Vera Panitch.

2009: Tværfløjtenist Kenny Aaberg Larsen.

2008: Komponist og sanger Mette Damm.

2007: Fagotspiller Magnus Koch Jensen.

2006: Musiker og sanger Vicky Singh.

2005: Kira and the Kindred Spirits.

2004: Singer-songwriter Teitur.

2003: Duoen Haugaard & Høirup.

2002: Trompetist Maja Markert.

2001: Verdensviolinist Nikolaj Znaider.

Emner

Kategorier

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark