Gå til indhold
Banzo
Banzo

Pressemeddelelse -

Fra Garbanzo til Banzo: Københavnsk fast casual-kæde tager hul på et nyt kapitel

Efter flere år med vækst og fem restauranter i København skifter Garbanzo navn til Banzo. Med navneskiftet markerer stifterne William Jansen og Simon Jensen en ny fase, hvor de skærper brandet og gør klar til næste skridt.

Garbanzo skifter navn til Banzo. Med rebrandingen sætter stifterne William Jansen og Simon Jensen en skarpere retning for konceptet.

I flere år har det været svært helt præcist at beskrive, hvad Garbanzo var.

- Det er pitabrød, men ikke kebab. Det er bowls, men ikke salater. Det er fast casual, men ikke fastfood. Måske fordi vi aldrig for alvor tog os tid til at definere den fortælling og stå på mål for den, siger William Jansen.

Det seneste år har de derfor vendt hele forretningen på hovedet.

- Det har været et år med navlepilleri, identitetskrise og kærlighed til håndværket. Men det har været nødvendigt, hvis vi vil bygge et stærkt og skalerbart brand, siger han.

Fra kikært til klarere brand
Navnet Garbanzo betyder kikærter på spansk og leder hurtigt tankerne hen på falafel. Ifølge stifterne trak det konceptet i en for snæver retning og gjorde det sværere at skabe en tydelig identitet.

- Navnet blev udtalt på 27 forskellige måder. Det gør det svært at skabe genkendelighed. Hvis vi vil bygge noget, der rækker ud over København, skal navnet arbejde for os og ikke imod os, siger William.

Med Banzo vælger de et kortere, tydeligere og mere internationalt navn, der giver frihed til at udvikle konceptet uden at være bundet til én bestemt kategori.

Banzo definerer sin egen kategori
Navneskiftet handler ikke kun om identitet, men også om position.

- Vi kan godt ligne en luksuskebab udefra. Vi har pizzaovn, åbent køkken og brød i fokus. Men vores produkt ligger milevidt fra den opfattelse, mange har af kebab som noget tungt og hurtigt, siger Simon Jensen.

Banzo er et moderne fast casual-koncept med håndværk i centrum. Teamet bager deres sourdough pita hver dag, forarbejder råvarerne frisk og sammensætter retterne med samme omhu som i et klassisk restaurantkøkken.

Skiftet fra “gourmet pita” til “sourdough pita” markerer netop det fokus. Brødet er fundamentet, og håndværket er kernen.

Samtidig introducerer Banzo sæsonbaserede Flavor Drops, der løbende skal vise kreativiteten i køkkenet og holde konceptet i bevægelse.

Et samlet løft - uden fanfare
Rebrandingen begyndte som en visuel opdatering, men udviklede sig til en gennemgribende gentænkning af brand, produkt og oplevelse.

- Hvis vi alligevel genopfinder os selv, skal det kunne mærkes hele vejen rundt. Vi vil ikke bare skifte navn. Vi vil løfte hele oplevelsen, siger William Jansen.

Banzo ruller navneskiftet ud gradvist og lader forandringen vokse naturligt frem i restauranterne frem for at markere det med en stor lancering.

Klar til næste skridt
Med fem restauranter i København retter William Jansen og Simon Jensen nu blikket fremad.

- Vi drømmer om udlandet inden for fem år. Men vi bygger det rigtigt op. Drift, organisation og brand skal følge med. Vi vil vokse rigtigt, ikke bare hurtigt, siger William.

Related links

Kategorier

Kontakt