Gå til indhold
Wonderfestiwall 2026
Wonderfestiwall 2026

Pressemeddelelse -

Gobs, TV-2, Zar Paulo og Sofie1998 er klar til Wonderfestiwall 2026

Når sensommeren rammer Bornholm, vender Wonderfestiwall tilbage til Slotslyngen. Nu kan festivalen præsentere endnu flere kunstnere, der indtager de naturskønne rammer i august 2026.

Med offentliggørelsen af Gobs, TV-2, Zar Paulo og Sofie1998 tager programmet endnu et markant skridt frem mod sommeren 2026. De nye navne spænder fra årtiers fællessang til nutidens mest aktuelle popudtryk og understreger festivalens ambition om at samle generationer og genrer i ét samlet sensommerprogram.

Ifølge booker Robin Hounisen er det netop kombinationen, der gør annonceringen særlig. TV-2 repræsenterer en musikalsk arv, som mange danskere har et personligt forhold til, mens Gobs står som en af de stærkeste stemmer i nutidens popscene. Samtidig bringer Zar Paulo og Sofie1998 en ny energi og et stærkt liveaftryk ind i programmet.

- Det er navne, der virkelig betyder noget - og som tilsammen viser, at programmet begynder at tage form. Man kan mærke identiteten træde tydeligere frem, siger Robin Hounisen.

Sammen med allerede offentliggjorte kunstnere somThe Cardigans, Kesi, Dizzy Mizz Lizzy, PATINA, og Annika Aakjær tegner der sig et program med både bredde og retning.

Fra lokal idé til fast sommertradition
Da den første festival blev afholdt i 2008, var ambitionen at skabe noget lokalt og samlende. I dag er Wonderfestiwall blevet en fast bestanddel af mange danskeres sommer - noget, der ifølge medarrangør Daniel Mühlendorph stadig kan føles overvældende.

Han peger på, at festivalens udvikling i høj grad skyldes den opbakning, den har mødt gennem årene - både fra publikum over hele landet og fra bornholmerne.

- Hvis nogen havde sagt i 2008, at det her ville blive en tilbagevendende sommertradition for så mange mennesker, havde vi ikke turdet håbe på det. Det er Bornholmerne og de frivillige, der har gjort festivalen til det, den er i dag, siger Daniel Mühlendorph.

Frivillige, der vender tilbage år efter år
Wonderfestiwall drives udelukkende af frivillige kræfter, og mange af dem har været med i årevis. Den kontinuitet er ifølge frivilligansvarlig Bjørn Madsen en af festivalens største styrker.

Han fremhæver, at det ikke blot handler om at tage en vagt, men om at være med til at udvikle festivalen over tid og skabe et fællesskab, der rækker ud over selve festivaldagene.

- Jeg er især stolt af de mange gengangere, der år efter år vælger at bruge deres tid på Wonderfestiwall. Det er deres engagement og erfaring, der løfter festivalen og skaber den kultur, man kan mærke som gæst, siger Bjørn Madsen.

Wonderfestiwall 2026
Wonderfestiwall finder sted den 13. til 16. august 2026 i Slotslyngen i Allinge på Bornholm. Festivalen er kendt for sin helt særlige beliggenhed, hvor koncerterne opleves mellem klipper, åbne vidder og havudsigt - og hvor naturen er en aktiv del af oplevelsen.

Billetsalget til årets festival er allerede i gang, og billetter kan købes på Ticketmaster

Følg med på Facebook og Instagram eller på hjemmesiden, hvor praktisk information, nyheder om festivalen, program, billetter og tilmelding som frivillig løbende opdateres.

Gobs
Gobs er en af de mest aktuelle stemmer på den danske popscene. Med hits som “Tak For Sidst” og “Tro På Kærlighed” har han de seneste år markeret sig med topplaceringer på de danske hitlister. Han har desuden samarbejdet med store navne som Branco, Jimilian og Mads Langer. På Wonderfestiwall kan publikum se frem til en storslået og følelsesladet koncertoplevelse.

TV-2
TV-2 har gennem mere end fire årtier været et af Danmarks mest folkekære og vedholdende bands. Med et bagkatalog fyldt med klassikere, de fleste kan synge med på, har bandet sat et markant aftryk på dansk musik- og kulturliv. TV-2 er kendt for deres melodiske rock og stærke liveoptrædener, der samler publikum på tværs af generationer.

Zar Paulo
Zar Paulo har på få år markeret sig som et af de mest omtalte nye bands i dansk musik. Med flere P3-roterede singler, høje streamingtal og koncerter på nogle af landets største festivaler har de hurtigt placeret sig blandt frontløberne i dansk musik. Bandet er kendt for deres dansksprogede poprock, skæve tekster og et energisk liveshow. På Wonderfestiwall kan publikum forvente en intens og feststemt koncertoplevelse.

Sofie1998
Sofie1998, med Sofie Steffensen Bach i front, er en ny og aktuel stemme på den danske popscene. Hun har fået markant opmærksomhed med sine dansksprogede udgivelser og solidt airplay, blandt andet på P3 og P4, og blev i 2025 nomineret til Carl Prisen. Hendes sange beskrives som åbne dagbøger fyldt med varme, livsnydelse og selvironi, som publikum i Slotslyngen kan glæde sig til at opleve til sommer.





Emner

Kategorier

Kontakt