Gå til indhold
Wonderfestiwall 2026
Wonderfestiwall 2026

Pressemeddelelse -

To Wonder-darlings og to nye stjerneskud føjes til Wonderfestiwall 2026: Saveus, Burhan G, Søn og Elsked

To Wonder-darlings og to nye stjerneskud føjes til Wonderfestiwall 2026: Saveus, Burhan G, Søn og Elsked

Foråret er på vej, og nedtællingen til Wonderfestiwall 2026 er for alvor begyndt. Festivalen kan nu løfte sløret for fire stærke navne på plakaten: Saveus, Burhan G, Søn og Elsked. Med de nye tilføjelser tager programmet yderligere form og den stigende interesse afspejler sig i billetsalget.

Med offentliggørelsen af Saveus, Burhan G, Søn og Elsked udvides et i forvejen stærkt program, der byder på The Cardigans (S), Kesi, Benjamin Hav & Familien, Dizzy Mizz Lizzy Gobs, TV-2, Zar Paulo, Sofie1998, PATINA, Annika Aakjær, Katinka, Berg og Josva.

- Vi kan virkelig begynde at mærke, at sommeren nærmer sig. Med offentliggørelsen af Saveus, Burhan G, Søn og Elsked tager festivalen endnu et skridt tættere på august, og interessen kan virkelig mærkes i vores billetsalg. Vi kan se at billetsalget virkelig er taget til de sidste par uger, så folk skal til at få købt deres billet, hvis de vil med i år, siger medarrangør Daniel Mühlendorph.

Fast tradition siden 2008
Siden den første festival i 2008 har Wonderfestiwall udviklet sig til en fast sommertradition for både lokale og besøgende fra nær og fjern. Festivalen blev skabt for at styrke det lokale kulturliv og samle øen om musikken, og i dag er det kombinationen af koncertoplevelser, fællesskab og stemningen på festivalen, der får publikum til at vende tilbage år efter år.

Ud over koncerterne byder Wonderfestiwall også på en lang række aktiviteter rundt på festivalpladsen, der er med til at skabe liv og fællesskab mellem optrædenerne. Gæsterne kan blandt andet deltage i forskellige oplevelser og events, der sætter rammerne for både samvær, musik og festivalstemning i løbet af dagene.

- Musikken er kernen, men Wonderfestiwall er en helhedsoplevelse. Vi arbejder hvert år på at skabe en festival, hvor der sker noget over hele pladsen - også mellem koncerterne. Det er de små øjeblikke, fællesskabet og stemningen, der gør, at gæsterne får lyst til at vende tilbage år efter år, siger medarrangør Daniel Mühlendorph.



Frivillig tilmelding er netop åbnet
Festivalen drives i høj grad af de mange frivillige, der hvert år er med til at skabe rammerne for oplevelsen. Tilmeldingen til Wonderfestiwall 2026 er netop åbnet, og interesserede kan nu sikre sig en plads i det fællesskab, der udgør festivalens rygrad.

- Wonderfestiwall ville ikke eksistere uden vores frivillige. De er en helt central del af festivalen og er med til at skabe både stemningen og rammerne omkring den. Det er deres engagement, der får det hele til at hænge sammen, og derfor oplever vi også, at mange vælger at vende tilbage år efter år, siger frivilligansvarlig Bjørn Madsen.

Som frivillig bliver man en del af et stærkt team, hvor engagement, sammenhold og gode oplevelser går hånd i hånd. Her bidrager man til festivalen bag kulisserne, samtidig med at man bliver en del af det fællesskab, der hvert år samler frivillige fra hele landet. Tilmelding sker via festivalens hjemmeside.

Wonderfestiwall 2026
Wonderfestiwall er en årligt tilbagevendende musikfestival, der siden 2008 er blevet afholdt i de naturskønne omgivelser ved Slotslyngen på Bornholm. Festivalen samler hvert år tusindvis af lokale og tilrejsende gæster til tre dage med musik, fællesskab og sommerstemning under åben himmel.

Festivalen præsenterer et bredt program med både etablerede og aktuelle kunstnere fra den danske musikscene og drives i høj grad af et stærkt frivilligfællesskab. Wonderfestiwall har gennem årene udviklet sig til en fast sommertradition på Bornholm og bidrager samtidig til at styrke øens kulturliv og turisme.

Billetsalget til årets festival er allerede i gang, og billetter kan købes på Ticketmaster.

Følg med på Facebook og Instagram eller på hjemmesiden, hvor praktisk information, nyheder om festivalen, program, billetter og tilmelding som frivillig løbende opdateres.

Saveus
Bandet, med Martin Hedegaard i front, har siden gennembruddet med “Levitate Me” markeret sig som et af de stærkeste live-navne på den danske scene. Udover at have åbnet Orange Scene på Roskilde Festival har bandet modtaget flere store anerkendelser, herunder priser ved P3 Guld og Robert Prisen. Til sommer kan publikum i Slotslyngen glæde sig til at synge med på fanfavoritter som “Ready To Die” og “Himalaya”.

Burhan G

Burhan G er en af Danmarks største mandlige R&B- og popsangere og har gennem mere end et årti leveret nogle af landets største pophits. Med numre som “Jeg’ i live”, “Kalder mig hjem” og “Tættere på himlen” er der lagt op til fællessang og nostalgi med sange som hele publikum kan synge med på.d

Søn

Søn er et københavnsk band, der siden debuten med Autobahn-EP’en har markeret sig med deres dansksprogede “smadderpop” - en intens blanding af postpunk, indierock og jazzede harmonier. Med albummet Solstorm (2023) modtog bandet stor anmelderros, og live er Søn kendt for deres kompromisløse energi og et tekstunivers, der bevæger sig mellem det hverdagsnære og det poetiske.

Elsked

Elsked er en fremadstormende gruppe på den danske musikscene, der hurtigt har gjort sig bemærket med deres energiske og genrebrydende lyd. Bandet blander elementer fra house, pop, rap og rock og beskriver selv deres univers som dansk klubmusik. Med sange som “Lighter”, “4 Øjne med Pil” og “1000 Hænder” er der lagt op til en koncert med højt tempo og dans, når Elsked indtager Slotslyngen til sommer.

Emner

Kategorier

Kontakt