Pressemeddelelse —
Wonderfestiwall er udsolgt for fjerde år i træk
Wonderfestiwall kan nu melde udsolgt af partoutbilletter for fjerde år i træk. Det er ny rekord og understreger den stærke opbakning til festivalen. Samtidig melder arrangørerne, at der fortsat er endagsbilletter tilbage til årets festival, men man skal være hurtig!
Siden Wonderfestiwall blev afholdt første gang for 18 år siden, har festivalen udviklet sig til et fast sommerhøjdepunkt for tusindvis af gæster fra hele landet. I år står festivalen stærkere end nogensinde og kan nu melde udsolgt af partoutbilletter for fjerde år i træk og i år endnu tidligere.
Ifølge arrangørerne er udviklingen resultatet af flere års målrettet arbejde med at styrke både musikprogrammet og festivaloplevelsen omkring koncerterne. Med store alsidige navne på plakaten, flere oplevelser på pladsen og en helt særlig ramme ved Hammershus har Wonderfestiwall skabt en festivalidentitet, hvor musik, nærvær og bornholmsk natur går hånd i hånd.
- At vi allerede nu kan melde udsolgt af alle partoutbilletter for fjerde år i træk, er en kæmpe milepæl. Det er ikke noget, vi tager for givet. Det fortæller os, at vi har skabt en festivaloplevelse, som folk aktivt prioriterer at være en del af. Det gør os både stolte og ydmyge, og vi ser det som den største anerkendelse af alle de frivillige, samarbejdspartnere og gæster, der er med til at gøre Wonderfestiwall mulig, siger medarrangør Daniel Mühlendorph.
Stærkt program sikrer endnu et rekordår
Årets musikprogram tæller blandt andre Melanie C (UK), The Cardigans (S), Benjamin Hav & Familien, Kesi, Jonah Blacksmith, Dizzy Mizz Lizzy, Infernal, Saveus, TV-2, Burhan G, Gobs, Zar Paulo, Sofie1998, PATINA, Annika Aakjær, Katinka, Ida Laurberg, Dodo & The Dodos, Lord Siva, ROSA og Bette.
Sammen med festivalens placering ved Hammershus, den særlige atmosfære og de mange oplevelser omkring musikken har programmet været med til at gøre Wonderfestiwall til en festival, som tusindvis af gæster vender tilbage til år efter år.
Partoutbilletterne er væk, men der er stadig endagsbilletter
Selvom partoutbilletterne til årets Wonderfestiwall nu er udsolgt, er det stadig muligt at blive en del af festivalen. Der er fortsat endagsbilletter tilbage, som giver publikum mulighed for at opleve udvalgte dage af programmet ved Hammershus.
Ifølge arrangørerne er interessen for årets festival stor, og de forventer, at også endagsbilletterne kan få fart på i den kommende tid.
- Vi er enormt glade for, at partoutbilletterne allerede er udsolgt. Det viser, at interessen for Wonderfestiwall er stærkere end nogensinde. Hvis man ikke nåede at få fat i en partoutbillet, er løbet dog ikke kørt. Der er stadig endagsbilletter tilbage, så man kan stadig nå at opleve festivalen og blive en del af stemningen ved Hammershus. Men vi kan se, at salget går stærkt, så man skal nok ikke vente for længe, siger Daniel Mühlendorph.