Pressemeddelelse -

FÅ KULTURARVEN HJEM I STUEN: LIVE STREAMET FOREDRAG OM MYSTISKE GRAVPLADSER

Frederikssund Museum, Færgegården live streamer foredraget 'Forbindelser over fjorden - Mystiske gravpladser', så du kan få historien hjem i stuen under pandemien. Kom tæt på mennesker, der levede ved fjorden for næsten to årtusinder siden. Det er d. 19. november kl. 19.

Der har egentligt været udsolgt til det fysiske foredrag i månedsvis, og det vil fortsat finde sted som fysisk arrangement. Men Frederikssund Museum, Færgegården, begynder nu at live streame arrangementer, så kulturarven kan komme ud til flere - og vi kan passe på hinanden samtidig.

For en reduceret billetpris kan du lære mere om de mystiske gravpladser fra dansk romertid, der blev fundet ved anlægningen af Kronprinsesse Marys Bro i 2015-2018, og som stammer fra de første århundreder efter vor tidsregning - alt sammen hjemme fra din egen stue.

Arkæolog på udgravningen Katrine Ipsen Kjær vil fortælle om de gådefulde jordfæstegrave, hvor både børn og voksne var begravet. Med sig bringer hun en masse billeder fra udgravningen, så du kan komme helt tæt på detaljerne og få gode bud på de forklaringer, der knytter sig til menneskene i gravene - og de gaver, de fik med sig på den sidste rejse.

Flere kan være med

Færgegården arbejder for, at brugerne fortsat kan dele stærke kulturelle oplevelser - under sikre forhold, og museumsinspektør, Line Jandoria Jørgensen glæder sig over at kunne gå i luften med live streaming:

”Vi vil gerne give så mange som muligt chancen for deltage i museets foredrag og andre kulturarrangementer, derfor er jeg rigtig glad for, at man nu også kan opleve vores arrangementer hjemme fra stuen. På den måde kan vi sammen dele viden og gode oplevelser samtidig med, at vi passer på hinanden under pandemien.”

Folk, der allerede har billet til det fysiske arrangement, kan fortsat få den oplevelse, de har betalt for, selvom regeringen for nyligt har skærpet restriktionerne. Arrangementet er nemlig på linje med fx koncerter undtaget begrænsningen på 10 personer, fordi publikum sidder ned og kigger i samme retning. Der er påbud om mundbind, når man bevæger sig ind og ud af lokalet.

TID, PRIS OG STED

Fysisk arrangement:

19. november kl. 19.00-21.00
60 kr. + billetgebyr. UDSOLGT
Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.

Live streaming:

19. november kl. 19.00-21.00
25 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk.
Se med via smartphone, tablet eller computer hjemme fra din egen stue
Du vil modtage en mail en time før arrangementet med link og informationer om, hvad du skal gøre. 

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • romu
  • arrangement
  • foredrag
  • historie
  • museum
  • arkæologi
  • frederikssund museum

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Line Jandoria Jørgensen

Museumsinspektør Frederikssund Museum, Færgegården 46 31 81 51

Relateret materiale