Pressemeddelelse -

HØR OM LILLE FIGUR MED STOR BETYDNING

Vikingetidens øverste gud er en mangefacetteret skikkelse. Hør meget mere om ham og hans betydning, når Lejre Museum med afsæt i et af museets fineste fund inviterer til foredraget "Odins verden – Lejrekongernes Odin" onsdag den 6. februar. Foredraget følges op af særomvisning den følgende søndag.

I 2009 finder en lille sølvfigur vejen ud af århundreders skjul i jorden i Gl. Lejre. Det sker i forbindelse med den store udgravning af kongehallen, der med sine 60 meter i længden, 12 meter i bredden og over 600 m2 er den størst fundne hal fra dansk vikingetid. Hallen er et storslået og markant fund, der beretter om et magtcentrum og placerer en historisk kerne i Lejre. Alligevel løber den lille figur med et stor del af opmærksomheden. Figuren forestiller den øverste af de nordiske guder, Odin, siddende på sin trone forsynet med attributter, der viser hans kraft og dominerende position. Men hvorfor får den så meget opmærksomhed, den lille figur? Hvorfor er den så betydningsfuld?

For virkelig at forstå det, er vi nødt til at kende til vikingetidens samfund. Vi må forstå den betydning, som Odin som figur har, og vi må forstå fortællingerne om de nordiske guder. 

Aftenens foredrag vil tage os med en tur ind i mytologiens og sagaernes verden og til sagnhistoriernes tid. De mange fortællinger om Odin hjælper os til at forstå sagnkongernes univers. Hvad betyder Odin for Lejrekongerne. Der vil undervejs være mulighed for at stille spørgsmål.

Aftenens foredragsholder er Annette Lassen, lektor ved Københavns Universitet. Lassen er en af verdens førende eksperter inden for sagalitteratur og redaktør på den danske udgave af fembindsværket ”Islændingesagaerne” samt forfatter til introduktionen til genren ”Islændingesagaernes verden”. Lassen udgav desuden i 2011 bogen ”Odin på kristent pergament – en teksthistorisk studie”. Bogen er en studie af Odin i samtlige norrøne (islandske og norske) middelaldertekster og i Saxos danmarkshistorie Gesta Danorum. Undersøgelsen er den første af sin art og sætter rammen om en mangefacettet gud.

Foredraget er en del af succesrækken ”Lejres store emner”, der siden september 2018 har taget fat om de centrale emner og temaer i Lejres jernalder og vikingetid, og sætter museets udstilling 'Sagnkongernes Lejre' ind i en større ramme. Foredragene kan med fordel suppleres med et besøg udstillingen, der åbner en time før foredraget. Entréprisen er inkluderet i foredragsbilletten. 

Tid, pris og sted
6. februar, 19-21. Museet har åbent kl. 18-21
75 kr. Billetter kan forudbestilles på lejremuseum@romu.dk. Billetter betales på aftenen.
Der er et begrænset antal billetter.
Lejre Museum, Orehøjvej 4b, 4320 Lejre

Særomvisning

Som opfølgning på foredraget byder museet søndag, den 10. februar kl. 14, på en 45 minutters særomvisning i udstillingen ved Hans Jørgen Lych Larsen. Omvisningen “De skelsættende ni gram sølv” tager fat om en række af foredragets emner og tematikker - og knytter direkte an til de fund og genstande, der fortæller historien om “Sagnkongernes Lejre”. Omvisningen er gratis, når entréen er betalt.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • annette lassen
  • mytologi
  • lejres store emner
  • sagn
  • nordiske guder
  • viking
  • odin
  • lejre museum

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Sidsel Risted Staun

Formidlingschef Formidlingsafdelingen 4631 6519