Pressemeddelelse -

MED EKSPERT IND I HENDRIX' UNIVERS

Musikjournalist Per Wium tager publikum med ind Hendrix' verden og hans søgen efter ny musikalske udtryk i foredraget: Jimi Hendrix: "Axis: bold as love". Det er torsdag den 7. december kl. 19-20.30 på RAGNAROCK.

Tag med på en rejse ind i Hendrix’ univers, når vi byder indenfor til foredrag om hans album "Axis: bold as love", der udkom 1. december 1967, og placerede sig mellem hans første album "Are You experienced" og hovedværket (fra 1968) dobbelt-LP'en "Electric Ladyland".

"Axis" er i høj grad et studie-album. Kun to af sangene ""Spanish castle magic" og "Little wing" var regelmæssigt på live-repertoiret. Hendrix eksperimenterede på dette album med både udtryk og med lydeffekter; han spillede guitar over en roterende Leslie-højttaler på "Little wing", og med meget effektfuld wah-wah-pedal på den jazzede "Up from the skies". Musikjournalist Per Wium fortæller om musikken på dette andet Hendrix-album, naturligvis med afstikkere til sange fra pladerne inden og efter.

En del af en serie om 1967

RAGNAROCK har gennem hele 2017 markeret 50-året for et skelsættende år i musikhistorien: I 1967 udkom særligt mange markante udgivelser, som flyttede grænser, gik nye veje og skabte hidtil uhørte musikalske udtryk. Foredraget om Jimi Hendrix er det sidste i rækken af arrangementer, som kaster lys på 1967.

Kyndig 'rejseleder' i musikkens verden

Per Wium har ved flere lejligheder gæstet RAGNAROCK med stor succes. Med masser af musikklip fører han publikum ind i musikken og deler ud af sin enorme viden om musik. Senest med foredrag om hhv. Beefeaters og The Beatles - foredrag der ligesom Hendrix-foredraget havde særligt fokus på året 1967.

"Det var supergodt. Selvom jeg synes, jeg har lyttet meget til de plader, var der alligevel et Harrison-nummer jeg lige må lytte nærmere på", skrev en gæst for eksempel efter Beatles-foredraget på facebook.

Mon ikke også mange efter Hendrix-foredraget skal hjem og genlytte 'Little wing' eller 'Up from the skies'?.

Tid, pris, sted
7. december, kl. 19.00-20.30
65 kr.
Museum RAGNAROCK, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum ragnarock

Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Mia Ramsing

Formidlingsinspektør 22 27 80 61