Pressemeddelelse -

SKELET-MYSTERIET FORTSÆTTER PÅ LEJRE MUSEUM

På Lejre Museum venter et mystisk skelet på, at gæsterne vender tilbage og hjælper med at opklare dets hemmeligheder. Udstillingen om skelettet fra kongehallen fortsætter nemlig her på den anden side af nedlukningen. En pause, som museet har udnyttet til at få en flyvende start på det digitale univers, som gæsterne har brugt flittigt i lukkeperioden.

Når Lejre Museum den 21. april forhåbentlig igen må åbne for gæster, er det med et skelet fra vikingetiden som centrum. Udstillingen ’Skelettet i kongehallen – Hvem var han?’ får fortsat lov til at pirre gæsternes nysgerrighed.

”Vi fortsætter i år, fordi den blev så godt modtaget. Der er stor interesse for alt, hvad der har med magten og kongesædet her i Lejre at gøre,” fortæller museumsinspektør Isabella No’omi Fuglø.

Udstillingen, der åbnede sidste sommer, inviterer gæsterne til at gætte med på, hvem skelettet var, da han var i live. Den mystiske mand, som blev fundet under udgravningen af Danmarks største kongehal, rejser nemlig flere spørgsmål, end han giver svar.

Og nu er gæsterne altså snart velkomne igen til at hjælpe arkæologerne med at komme på sporet af mandens identitet. Blot skal de være i besiddelse af et coronapas. Det vil sige, at de skal fremvise dokumentation for, at de er vaccineret, tidligere har været smittet eller inden for de sidste 72 timer er testet negativ for covid-19.

Fascinerer på tværs af alder

Da museet måtte lukke ned i december sidste år, fik museet mange henvendelser fra folk, der ikke havde nået at se udstillingen. Den skulle være taget af plakaten med udgangen af 2020. Men nu får gæsterne en chance mere til at prøve at gennemskue skelettets hemmeligheder.

”Rigtig mange har været glade for den og besøgt den. Det særligt interessante er, at den har vakt stor fascination på tværs af generationer. Også blandt børn og unge, selvom kompleksitets-niveauet er så højt, at det efterlader selv de voksne grublende.”

Hvor længe udstillingen fortsætter, er endnu ikke afgjort. Men nok ikke helt til alle spørgsmål om mandens liv og skæbne er afklaret.

Digital omstilling blev accelereret

Tiden uden gæster har været hård for museerne. Men hvis man tager ja-hatten på, har det på mange måder været en spændende tid, fortæller Isabella No’omi Fuglø. Museet tog nemlig kort før den første nedlukning hul på en omstilling, hvor livestreams, podcasts og videoer skulle udvide museets mange historier i et stort, digitalt univers. Meget brugbart, viste det sig, når gæsterne ikke måtte komme på museum.

”Det var det perfekte tidspunkt, vi begyndte vores digitale omstilling. Vi har haft stigende aktivitet på facebook og på vores hjemmeside, og vi har haft mange, som har lyttet til podcast og set vores videoer. Interessen og opbakningen har været der, og den vil vi selvfølgelig rigtig gerne fortsat komme i møde.”

På Lejre Museums hjemmeside kan man gå på opdagelse i det digitale univers. Hvis man er glad, analog museumsgænger, skal man ikke frygte, at museet post corona bliver helt digitalt. Men det digitale univers kan være med til at gøre oplevelsen større.

”Det er i genstandene, vi har vores ståsted. Jeg kan godt fortælle dig, hvor magisk Odin-figuren er – men det er jo noget helt andet at stå og se den med sine egne øjne. Men måske er det også fedt at have hørt en podcast og set en video om den, inden man kommer ind.”

Glæder sig til mennesker i udstillingen

Selv om tiden har været brugt fornuftigt, glæder Isabella No’omi Fuglø sig alligevel til, at der igen er liv inden døre. Hun har lagt mærke til, at parkeringspladsen foran museet især i weekenderne har været propfyldte, og at folk har brugt museets vandreruter til at udforske og opleve landskabet omkring museet.

”Vi glæder os selvfølgelig enormt, til vi må invitere gæsterne indenfor igen. Det er herinde, vi binder hele landskabet sammen. Måske har vi med vores digitale formidling udenfor kunnet klæde folk rigtig godt på til at komme tilbage og opleve genstandene.”

Gå på opdagelse i Lejre Museums digitale overflødighedshorn af podcast, videoer og artikler.

Lejre Museum kan fremover besøges hele året. Åbningstiderne er: Mandag lukket, øvrige dage 11-16


Også ROMUs øvrige besøgssteder i området begynder at kunne ane en åbning i horisonten:

Tadre Mølle skyder sæsonen i gang 1. maj og kan besøges lørdage og søndage kl. 11-16.

Gl. Kongsgård har åbent torsdag og søndage fra 1. juni, dvs. første åbningsdag torsdag den 3. juni. 

Læs om genåbning af ROMUs mange besøgssteder.

ROMU holder sig løbende opdateret om gældende retningslinjer for, hvordan besøgsstederne bedst passer på de besøgende. Foreløbig står det klart, at der bl.a. vil være krav om coronapas, når museerne – om alt går vel - kan åbne fra den 21. april. Det vil sige, at man skal fremvise dokumentation for, at man er vaccineret, tidligere har været smittet, eller at man inden for de sidste 72 timer er testet negativ for covid-19. På romu.dk kan man løbende følge med i tiltag og retningslinjer, så alle kan passe på hinanden.

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • museum
  • romu
  • lejre museum
  • tadre mølle

Museumsorganisationen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Kontakt

Isabella No'omi Fuglø

Museumsinspektør 42 24 52 51

Relateret materiale