Pressemeddelelse -

Forældre i Rudersdal er overordnet godt tilfredse med deres barns dagtilbud

Indenrigs- og Boligministeriet har netop offentliggjort en landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse på dagtilbudsområdet. Undersøgelsen viser, at den største andel af forældrene i Rudersdal Kommune samlet set er enten tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud.

I efteråret og vinteren 2021 har i alt 1533 forældre i Rudersdal Kommune deltaget i en undersøgelse af tilfredsheden med kommunens dagtilbud. Den samlede undersøgelse viser, at 85 pct. af forældrene er enten tilfredse eller meget tilfredse med deres børns dagtilbud. Ser man på landsgennemsnittet, er 86 pct. forældre enten tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud.

Om resultatet af undersøgelsen udtaler formand for Børne- og Skoleudvalget, Anne Christiansen (L):

”Tilfredsheden varierer selvfølgelig mellem de enkelte dagtilbud, men det glæder mig at se, at forældrene samlet set er tilfredse med det tilbud, vi tilbyder, da dagtilbud af høj kvalitet er afgørende for, at vi kan skabe trivsel, læring, udvikling og dannelse for vores mindste borgere. Og i den forbindelse skal der lyde en stor tak til vores dygtige og dedikerede medarbejdere, der hver dag yder en kæmpe indsats for at give børnene en tryg og god hverdag”.

Opfølgningen af undersøgelsen skaber resultaterne

Det samlede resultat af undersøgelsen viser, at forældrene er mest tilfredse med det daglige pædagogiske arbejde, herunder aktiviteter, lege og grupper. Der er mindst tilfredshed med forældrenes samarbejde med personalet. Sammenligner man med seneste forældretilfredshedsundersøgelse fra 2018, er den samlede tilfredshed også faldet en smule. Anne Christiansen uddyber:

”I undersøgelsen fra 2018 lå gennemsnittet af den samlede tilfredshed med dagtilbuddene på 4,3 – på en skala fra 1-5 – og i denne undersøgelse ligger den på 4,2. Derfor skal undersøgelsen også bruges som et udviklingsværktøj, der skal styrke samarbejdet mellem børnehus og forældre. Det er nemlig opfølgningen af undersøgelsen, der skaber resultaterne – ikke undersøgelsen i sig selv”.

Efter sommerferien vil børnehuse og dagplejen anvende resultaterne fra undersøgelsen til at lokalisere steder, hvor tilfredsheden er generelt høj eller lav og skabe nysgerrighed omkring, hvilke årsager der ligger bag resultatet. Udvalgsformanden siger:

”Forældrenes bagvedliggende tanker og nuancer kommer jo ikke til udtryk i undersøgelsen, og derfor vil de enkelte børnehuse også nuancere svarene gennem videre dialog med forældrene. Undersøgelsen er gennemført, mens corona satte dagsordenen i vores børnehuse, og derfor er det også yderst relevant, at resultaterne nuanceres, så det bliver tydeligt, hvad der skal fokuseres på fremadrettet”.

Også Børne- og Skoleudvalget vil efter sommerferien kigge nærmere på resultaterne, herunder de spørgsmål, der vedrører rammerne for dagtilbud.

Fakta:

  • Undersøgelsen er gennemført af Danmarks Statistik på vegne af Indenrigs- og Boligministeriet. Den landsdækkende undersøgelse i dagtilbuddene er den anden i rækken af brugertilfredshedsundersøgelser, der gennemføres på forskellige velfærdsområder i perioden 2019-2022.
  • Data er indsamlet i perioden oktober 2021-februar 2022
  • Svarprocenten i Rudersdal Kommune er 55 pct.
  • Resultaterne af undersøgelsen kan ses her.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • rudersdal
  • rudersdal kommune

Regions

  • Hovedstaden

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Anne Christiansen (L)

Formand Børne- og Skoleudvalget 20405248