Pressemeddelelse -
Børneliv og natur forenes i Birkerøds nye børnehus
Et bæredygtigt og funktionelt børnehus med pædagogiske lege- og læringsmiljøer, hvor børneliv og natur forenes. Det bliver virkeligheden for Birkerøds mindste borgere, når Rudersdal Kommune bygger et nyt børnehus.
Onsdag godkendte Kommunalbestyrelsen etableringen af et nyt børnehus placeret på Ravnsnæsvej 103 A og B i Birkerød. Adressen huser lige nu den gamle Sjælsøhal, der står til nedrivning. Det skaber mulighed for at gentænke stedet og udvikle et projekt, der i højere grad tilgodeser områdets særlige kvaliteter. Borgmester Jens Ive (V) udtaler:
”Med et stigende børnetal ser jeg frem til, at Birkerød får endnu børnehus, hvor vi kan skabe nogle helt unikke, pædagogiske rammer. Det er et ambitiøst projekt, og vi har valgt denne placering, da naturen her kan blive en forankret del i børnenes og personalets hverdag”.
Naturen som et aktiv
Bæredygtighed vil være en grundlæggende præmis bag designet af det nye børnehus, både hvad angår selve byggeriet, men også i kraft af den ressourcebevidsthed der visualiseres for børnene. Derudover vil de naturskønne omgivelser blive en integreret del af det nye børnehus:
”Landskabet med skråningen mod engen og de gamle træer er værdifulde karaktertræk, der skal indtænkes i det kommende børnehus. Vi har et stærkt ønske om at bevare stedets vilde natur, hvilket vil danne grobund for en unik identitet, hvor børneliv og natur forenes i og efter åbningstid.”, siger Jens Ive.
Stigende børnetal
Det er et stadigt stigende børnetal i Birkerød og en stigning af børnefamilier, der flytter til kommunen, der ligger til grund for etableringen af et nyt børnehus. Jens Ive udtaler:
”Vi er selvfølgelig glade for, at så mange familier vælger at flytte til Birkerød, og at vi får flere børn til kommunen. Derfor skal vi også kunne tilbyde alle vores små, nye medborgere de bedst mulige rammer. Det gør vi med et nyt byggeri, da vi her kan skabe nogle unikke fysiske og pædagogiske rammer som et vigtig element i det pædagogiske læringsmiljø”.
Det nye børnehus skal rumme 160 børn plus mulighed for at øge med 20 børn ved behov. Som Birkerøds andre nyetablerede institutioner, Smedebakken og Nordvanggårdsvej, er der derfor tale om et børnehus med mange kvadratmeter:
”Når vi etablerer store institutioner arbejder vi meget med at skabe den lille institution i det store fællesskab. En forudsætning for at et barn kan udvikle sig, lege og lære er, at barnet trives og føler sig tryg i børnehuset. Derfor vil der også blive etableret mindre zoner og små nicher med muligheder for trygge og rolige lege- og læringsmiljøer”, afslutter borgmesteren.
Fakta om den nye daginstitution:
- Etableringen af et nyt børnehus på Ravnsnæsvej 103A og B blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde d. 26. maj.
- Byggeriet forventes at begynde i sommeren 2022 og færdiggjort i sommeren 2023.
- Det nye børnehus skal kunne rumme 160 børn, plus mulighed for at øge med 20 børn ved behov.
Emner
- Politik
Kategorier
- kommunalbestyrelsen
- rudersdal kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.