Pressemeddelelse -

Ejere af elbiler får 200 nye muligheder for opladning

Med næsten 200 nye muligheder for opladning venter en lettere dagligdag for ejerne af elbiler i kommunen.

Rudersdal Kommune har netop gennemført et udbud af lokaliteter til etablering af offentligt tilgængelige ladestandere. Resultatet er, at borgerne kan se frem til 190 nye muligheder for at lade bilen op, og der sættes dermed et vigtigt aftryk i den grønne omstilling.

Ladestanderne placeres på 38 steder jævnt fordelt i kommunen, og det er forventningen, at en del allerede kan stå klar i løbet af efteråret 2023.

- Langt flere elbiler på vejene er et vigtigt mål i vores klimahandlingsplan. I 2030 skal halvdelen af bilerne i Rudersdal være elbiler, det er nødvendigt for, at vi når vores klimamål. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu kan tilbyde så mange flere muligheder for opladning i det daglige, siger Court Møller, formand for Klima- og Miljøudvalget. Det kommer især de mange borgere til gode, som bor i rækkehus eller etagebyggeri og dermed ikke bare kan opsætte deres egen oplader.

Ønsker fra borgerne er imødekommet

Med placeringen imødekommer kommunen også ønsker fra borgerne, som via samarbejdsplatformen Sammen om Rudersdal har markeret, hvor de mente, der mangler ladestandere. Det gælder fx områder i Birkerød, Nærum og Holte.

De fleste steder, hvor der etableres ladestandere, er bestemt af krav i henhold til Ladestanderbekendtgørelsen. Lidt forenklet fortalt stiller den krav om, at kommunalt ejede ejendomme med et vist antal tilknyttede bilparkeringspladser skal have et minimum antal ladeudtag senest i 2025.

- Vi har dog også valgt at udpege steder i kommunen, som vi anser for at være både attraktive for operatørerne og for de borgere, der ikke umiddelbart selv kan sætte en ladestander på deres egen matrikel, siger Court Møller videre.

Fakta

  • På hovedparten af lokaliteterne bliver der etableret såkaldte normalladere (11 kwh). Ved Kulturcenter Mariehøj, i Holte Midtpunkt, på p-arealet ved Meny i Bistrup og på p-arealet ved Vedbæk Station etableres der hurtigere ladere. Kontrakterne med de to vindere af udbuddet, PowerGo/Spirii og E.ON Drive Infrastructure, løber over en periode på ti år.
  • Med de knap 200 nye ladepunkter giver Rudersdal Kommune et vigtigt bidrag til den generelle udbredelse af infrastruktur for opladning. Ifølge Frederiksborg Amts Avis mangler der nemlig omkring 9000 ladepunkter i Nordsjælland, hvis ladebehovet skal dækkes i 2030. Det viser beregninger foretaget af en ny ladepunktsberegner på baggrund af forskningsprojektet FUSE fra Frederiksberg Kommune.

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Court Møller (B)

Formand Klima- og Miljøudvalget 72 68 10 90