Pressemeddelelse -

Erhvervsprisen 2020 får nyt format

Erhvervsprisen er Rudersdal Kommunes anerkendelse af en af kommunens virksomheder, som har gjort det særligt godt og anerkendelsesværdigt. I 2019 modtog Chr. Hansen A/S prisen, mens Delta Optical Thin Film modtog den i 2018.

Ønske om ændret ramme
Erhvervsudvalget har ønsket at ændre rammerne for tildeling af prisen og ikke mindst valgt at udvide kredsen, der kan komme med motiverede indstillinger om, hvem der bør vinde prisen.

Formanden for Erhvervsudvalget, Randi Mondorf, siger: ”Det har været vigtigt for os at synliggøre, at erhverv er noget, der betyder noget for os alle. Derfor vil prisen fra i år blive givet til en virksomhed, som i særlig grad har udmærket sig ved sit arbejde fx med den sociale, samfundsbevidste eller bæredygtige bundlinje eller gerne alle tre i forening. Samtidig synes vi, at det her er så vigtigt, at det ikke bare er noget, som vi som politikere skal tage stilling til. Vi beder derfor både virksomheder og borgere om at hjælpe med at indstille virksomheder”.

Pris uddeles i januar
De politiske fagudvalg vil på baggrund af de modtagne indstillinger udpege årets kandidater, hvorefter Erhvervsudvalget udpeger en eller flere vindere. Det sker i forbindelse med udvalgets møde den 6. december 2020. Prisen vil blive overrakt af borgmester Jens Ive og relevante udvalgsformænd på den årlige nytårskur for erhvervslivet, der finder sted i januar 2021.

Det har hidtil været Erhvervs- og Vækstrådet, som udpegede vinderne af årets erhvervspris blandt de virksomheder, som Erhvervsudvalget havde indstillet. Rådet blev nedlagt ved udgangen af 2019, og det greb Rudersdal Kommune som en oplagt mulighed til i højere grad at inddrage kommunens borgere i uddelingsprocessen.

Borgmester Jens Ive er glad for den nye model: ”Erhvervsprisen er vigtig for Rudersdal Kommune, fordi vi ønsker at fremhæve gode eksempler på, at erhvervslivet og kommunen kan skabe værdi sammen for borgerne, men også samfundet i mere bred forstand. En del af vores lokale virksomheder arbejder allerede med bæredygtig udvikling på en meget innovativ måde. Nogle er i verdensklasse. Andre er godt på vej og er små kæmper inden for netop deres branche. Og midt i coronaudfordringerne har flere virksomheder opnået succes med helt nye produkter, der understøtter den fælles kamp imod coronaen, ligesom flere har opdyrket nye markeder eller udmærket sig på anden vis.”

Prismodtageren modtager – foruden æren – en messingplade og 10.000 kr.

Hvis du som borger eller virksomhed har lyst til at indstille en virksomhed i Rudersdal Kommune til Erhvervsprisen 2020, skal du udfylde en indstilling, som du finder her: www.rudersdal.dk/nyheder/vi-har-brug-din-hjaelp

Emner

  • Politik

Kategorier

  • rudersdal kommune
  • kommunalbestyrelsen
  • det grønne rudersdal
  • rudersdal arbejder

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Ive (V)

Kommunalbestyrelsesmedlem Medl. Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Arkitektur- og Byplanudvalget, Økonomiudvalget 4010 8171

Randi Mondorf (V)

Formand Social- og Sundhedsudvalget 60 76 88 25