Pressemeddelelse -

Flere lærere til skolerne i Rudersdal

Børne- og Skoleudvalget godkender fordeling af statslige midler til styrkelse af folkeskolen. Midlerne fordeles til kommunens skoler i forhold til elevtal og skal primært bruges til at ansætte flere lærere.

I forbindelse med finansloven er der afsat midler til at styrke folkeskolen gennem ansættelse af flere lærere. I alt er der på landsplan afsat 275 mio. kroner i år stigende til 807 mio. kroner fra 2023. Heraf modtager Rudersdal Kommune i år 3,4 mio. kroner. Det er endnu uklart, hvor stort kommunens tilskud vil være de følgende år.

På Børne- og Skoleudvalgets seneste møde har anvendelsen af de nytilførte midler været drøftet. Der var enighed om, at de skal bruges til at ansætte ekstra medarbejdere for at understøtte flere holddannelsestimer og 2-lærer ordninger samt specialpædagogiske støtte for generelt at understøtte undervisningsdifferentiering og inklusion.

Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Daniel E. Hansen, siger: ”Jeg glæder mig over, at det med statslige midler nu bliver muligt at tilføre ekstra ressourcer til vores skoler. Med 3.4 mio. kroner ekstra kan vi bestemt ikke skabe mirakler, men vi kan – ved at bruge midlerne rigtigt – gøre en forskel der, hvor det især har betydning for vores elever.”

Stillingerne vil blive slået op snarest, så de nye medarbejdere kan begynde fra det nye skoleårs start.

Børne- og Skoleudvalget godkendte samtidig fordeling af midlerne for 2020. De bliver fordelt i forhold til skolernes forventede elevtal i 0.-9. klasse pr. 5. september 2020 i 0.-9. klasse. Specialklasserækkerne på Dronninggårdskolen og Skovlyskolen indgår også i fordelingsnøglen, men hvor elev tæller dobbelt.

Skole Tildelt beløb
Birkerød Skole 371.000 kr.
Holte Skole 639.000 kr.
Ravnholmskolen 427.000 kr.
Rude Skov Skole 467.000 kr.
Skovlyskolen 301.000 kr.
Søholmskolen 449.000 kr.
Trørødskolen 482.000 kr.
Vedbæk skole 264.000 kr.
I alt 3.400.000 kr.

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50