Pressemeddelelse -
Flere ressourcer til byggesagsområdet
Kommunen handler nu på situationen med pres på byggesager og sætter yderligere fire millioner kroner af til opgaven.
Økonomiudvalget har i denne uge behandlet sagen om byggesagsbehandlingen, der lige nu oplever maksimalt pres både nationalt og i Rudersdal. Presset skyldes øget byggeaktivitet og deraf flere byggesager og mange flere forespørgsler på ejendomme og byggemuligheder. Derudover er sagerne generelt mere komplekse som følge af nyt bygningsreglement, og der er generelt mangel på byggesagsbehandlere. Udvalget besluttede, at byplanområdet skal tilføres flere midler - fire millioner kroner over de næste år.
Borgmester Jens Ive siger:
- Vi modtager for tiden rigtig mange byggeansøgninger og forespørgsler vedrørende byggemuligheder på deres ejendom. Corona har lukket ned for mange aktiviteter, men ikke for byggeriet, der stadig kører på højtryk. Det sætter vores byggesagsområde under stort pres, og det vælger vi nu at handle på. Vi sætter fire millioner ekstra af, så vi kan ansætte flere byggesagsbehandlere og så hurtigt som det kan lade sig gøre få bugt med byggesagspuklen.
Rekruttering med udfordringer
En del af problemet med de mange byggesager i Rudersdal er, ud over mange flere ansøgninger, mangel på erfarne medarbejdere på området. Problemet er imidlertid det samme i mange andre kommuner, og da der generelt er stor efterspørgsel på disse kompetencer, må man forvente, at der skal ske en vis oplæring af fx nyuddannede medarbejdere før, der kan ses en fuld virkning.
Formanden for Byplanudvalget Anne Christiansen siger:
- Vi følger udviklingen nøje i byplanudvalget og mit bedste råd lige nu er at væbne sig med tålmodighed og lade være med at lægge optimistiske planer med entreprenørerne. Hvis en sag ikke er lige til og fx kræver dispensationer og nabohøringer mv. så kan der meget let gå op til et halvt års sagsbehandlingstid. Andre sager kan heldigvis ordnes hurtigere, men p.t. ligger vi på 2-3 mdr. sagsbehandlingstid for fx enfamiliehuse.
Servicemål for byggesager
Byplanudvalget har samtidig drøftet servicemål for sagsbehandlingstider for byggesager. Her er ambitionen, at sagsbehandlingstiden skal holdes inden for de nationale servicemål, men vel at mærke alene for de byggesager, der ikke kræver dispensation og dermed nabo- og partshøringer og evt. udvalgsbehandling. Hermed ligger der en direkte opfordring til, at man i sit byggeprojekt bestræber sig på at overholde de krav, der gælder i henhold til både lokalplan/byplanvedtægt og bygningsreglement.
For enfamiliehuse er der eksempelvis sat et nationalt servicemål på 40 dage og for visse erhvervssager er der sat et mål på 50 dage.
For at en byggesag kan blive løst hurtigt, og tiden bruges rigtigt, er det desuden helt afgørende, at bygherren hjælper sig selv til en hurtigere sagsbehandling ved at sikre, at alt materiale er til rådighed fra starten. Dermed undgås det, at sagsbehandleren skal bruge tid på at indhente det efterfølgende.
Se gode råd til en hurtigere sagsbehandling
Emner
- Politik
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.