Pressemeddelelse -

Hjælp til lokale virksomheder

Rudersdal Kommune styrker sin informationsindsats over for kommunens virksomheder og skaber overblik over offentlige initiativer for at mindske effekten af corona-krisen

Det er ikke nemt at være dansker i øjeblikket og det er bestemt heller ikke nemt at være virksomhedsejer. Bestræbelserne for at hindre spredning af coronasmitten i det danske samfund er nødvendig, men har meget store konsekvenser for erhvervslivet. Adskillige virksomheder har desværre allerede måtte dreje nøglen. Andre er massivt udfordret, mens andre har været nødt til at sende medarbejdere hjem.

Der gøres en række indsatser både fra statens, arbejdsmarkedets parter og andre aktørers side for at styrke virksomhedernes likviditet, men også for at støtte virksomhederne i at søge nye veje til at sikre fortsat drift. Rudersdal Kommune valgte således forleden at fremrykke betalinger for de fleste godkendte ydelser fra private virksomheder for på denne måde at medvirke til en forbedret likviditet.

Øget kommunikationsindsats
Rudersdal Kommune har øget sin informationsindsats til kommunens virksomheder i erkendelse af, at det i stigende grad kan være vanskeligt at orientere sig mellem de mange muligheder og tilbud, der er i en meget svær tid. Udfordringerne er størst for de, som har mest hjælp behov: De små og mellemstore virksomheder der ofte har færre ressourcer til at følge med uden for virksomhedens kerneforretning.

Formanden for kommunens erhvervsudvalg, Randi Mondorf, siger: ”Der bliver i øjeblikket udrullet en række konkrete såkaldte nødhjælpspakker fra statens side. Desuden forventer vi, at Vækstfonden snart kan tilbyde en kautionsordning til nødlidende virksomheder. Men der er også en lang række andre muligheder til fx at få gratis og uvildig hjælp, hvis ens virksomhed er i krise, eller mere generelt at få virksomhedsrådgivning. Særligt for små og mindre virksomheder kan det være en kolossal udfordring at orientere sig imellem de mange forskellige muligheder. I sidste ende kan det koste små virksomheder livet at overse disse. Derfor har vi valgt at intensivere informationen til vores virksomheder.”

En række muligheder for kriseramte virksomheder
Rudersdal Kommune har i dag udsendt et ekstraordinært erhvervsnyhedsbrev til en stor del af kommunens virksomheder, ligesom virksomheder kan orientere sig på et særligt område på kommunens hjemmeside. Her er der en oversigt over en række af de muligheder til hjælp og rådgivning, som virksomheder har til rådighed for at kunne klare sig igennem den nuværende corona-krise.

Randi Mondorf siger: ”Gennem Erhvervshus Hovedstaden har kriseramte virksomheder mulighed for at få gratis og uvildig hjælp gennem den særlige ”Early Warning”-indsats. Erhvervsstyrelsen har på lignende vis introduceret virksomhedsguiden.dk, som indeholder det seneste nyt om udskydelse af betalingsfrister for moms og skat, garanti- og kompensationsordninger, arbejdsfordelingsinitiativer og andre coronavirus-initiativer. Vi er i en helt usædvanlig og meget vanskelig situation. Vores lokale virksomheder må ikke blive tabt af noget så simpelt som manglende viden om, hvilke de muligheder de har. Det vil vi undgå for enhver pris.”

Foruden erhvervsnyhedsbrevet og Rudersdal Kommunes hjemmeside kan virksomhederne også følge kommunen på LinkedIn.

Related links

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • rudersdal kommune
  • erhvervsudvalget

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Randi Mondorf (V)

Formand Social- og Sundhedsudvalget 60 76 88 25

Relateret materiale