Pressemeddelelse -

Hvordan skal livet i Rudersdal se ud i en bæredygtig fremtid?

Sådan lyder spørgsmålet, som kommunalbestyrelsen inviterer borgerne i Rudersdal til at finde løsninger på i projektet ’Borgersamling om FN’s verdensmål’, der skal løbe over det næste halve år.

”Vi har brug for din hjælp til at forestille os, hvordan livet i Rudersdal skal se ud i en bæredygtig fremtid, hvor vi sammen realiserer verdensmålene”.

Sådan lyder den overordnede opgave, som kommunalbestyrelsen stiller til den borgersamling, som skal til at sammensættes af en gruppe repræsentativt udvalgte borgere henover de næste måneder. Det bliver borgersamlingens opgave at komme med anbefalinger til, hvordan man rundt om i kommunen kan omsætte verdensmålene til praksis og til lokale initiativer, blandt borgerne, i foreninger, virksomheder, skoler og i lokalsamfundet.

Det bliver også borgersamlingens opgave at prioritere i verdensmålene og udpege, hvilke mål som er særligt relevante at arbejde med.

Borgmester Jens Ive er stolt over, at Rudersdal - som kun den tredje kommune - nedsætter en borgersamling:

- Med projektet inviterer vi Rudersdals borgere til at være med til at tage ansvarsfulde og omsorgsfulde valg, der kan gøre en forskel lokalt og globalt. Og jeg er glad for, at alle partier i kommunalbestyrelsen bakker op om projektet. Vi er enige om, at vi vil bæredygtige løsninger på lang sigt her i kommunen, og det kræver handlinger og politisk lederskab både lokalt og globalt.

Alle partier bakker op

Efter kommunalbestyrelsesmødet onsdag aften, hvor en enig kommunalbestyrelse har sat projektet i gang, lyder det sådan fra de enkelte partier:

Birgitte Schjerning Povlsen (C):

- Det repræsentative demokrati er under pres, og folk føler sig ikke hørt. Det Konservative Folkeparti håber, at forsøget med borgerpanelet vil vise, at borgerne oplever indflydelse, at de bliver hørt og taget alvorligt, og at det kan medvirke til en større tro på det lokale demokrati.

Kristine Thrane (A):

- Borgersamling er en ny og spændende måde at inddrage borgerne på og vil forhåbentlig give dem lyst til mere. FN´s verdensmål er samtidig et oplagt udgangspunkt for at arbejde med at udvikle kommunen i en mere bæredygtig retning. Jeg glæder mig meget til denne proces, og til at se hvilke gode ideer, der kommer og til at arbejde videre med dem.

Court Møller (B):

- Den bæredygtige fremtid er måske den største udfordring, som vi står overfor. Det glæder mig meget, at vi får borgerne til at komme med gode ideer og forslag til den bæredygtige udvikling på alle kommunens forvaltningsområder. Og særligt inden for miljø- og klimaområdet ser jeg naturligvis som formand for Miljø- og Teknikudvalget frem til at blive inspireret til fremtidens Rudersdal i en bæredygtig fremtid.

Erik Mollerup (V):

- For Venstre i Rudersdal skal bæredygtighed ses i den bredeste forstand, hvilket betyder, at tiltag naturligvis skal være bæredygtige hvad angår miljø og klima, men det betyder også, at kommunale tiltag skal vurderes, om de er bæredygtige socialt, sundhedsmæssigt, byplanmæssigt, erhvervsmæssigt og økonomisk.

Anne Christiansen (Lokallisten):

- Lokallisten glæder sig over, at FNs verdensmål nu for alvor kommer på dagsorden i Rudersdal Kommune. Ydermere at der bliver nedsat en gruppe bestående af frivillige og engagerede borgere. Dette er et oplagt sted at inddrage borgerne med deres gode idéer og forslag til hvordan vi som kommune understøtter, at vi hver især kan ændre vores vaner og adfærd for at nå de vigtigste mål. Der findes allerede en frivillig forening i kommunen “FNs verdensmål i hverdagsliv”, som bør inddrages i dette arbejde. Der er grund til at være ambitiøse her, da det gælder vores børns og kommunes fremtid!

Jacob Jensen (Ø):

- Rudersdals klimaplan skal konkretiseres, så det bliver målbart, hvilke tiltag, der iværksættes for at nedsætte kommunens CO2 udslip. Det bør nedsættes 50% inden 2025, dvs. at kommunens brug af alternativ energi skal øges, den kollektive trafik udvides og brugen af elbiler øges. Et kommunalt bæredygtighedsråd fortsætter hvor borgersamlingen slipper, således at arbejdet med verdensmålene hele tiden har rod i borgere, foreninger og virksomheders virkelighed.

Om FN’s verdensmål

De 17 verdensmål blev vedtaget i 2015 af alle verdens ledere, og de skal finde fælles løsninger på mange af jordens største problemer inden 2030. Læs mere om verdensmålene

Om borgersamling

Borgersamlingen i Rudersdal vil bestå af 36 borgere fra kommunen, som findes ved lodtrækning på baggrund af en række relevante parametre, der sikrer repræsentativitet (køn, alder, bopæl og socioøkonomiske forhold). Borgersamling mødes over i alt fem gange og behandler den opgave, der er givet af kommunalbestyrelsen.

Fakta om projektet

  • Økonomi: Der er afsat en 0,5 mio. kr. i både 2020 og 2021 til arbejdet med FNs verdensmål.
  • Tidsplan: Borgersamlingen afholdes over fire lørdage inklusiv et indledende rammesættende møde (samling 1) og et midtvejsmøde (dialogmøde) i perioden fra oktober 2020 til februar 2021. Se tidsplan på rudersdal.dk
  • Invitation: Alle borgere i Rudersdal Kommune + 16 år vil i starten af september modtage en invitation til at deltage i lodtrækningen om en plads i borgersamlingen
  • Anbefalingerne fra borgersamlingen vil naturligt indgå i kommuneplan 2021, ligesom de indgår i arbejdet med en ny klimaplan – DK 2020.

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Ive (V)

Kommunalbestyrelsesmedlem Medl. Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Arkitektur- og Byplanudvalget, Økonomiudvalget 4010 8171

Birgitte Schjerning Povlsen

1. Viceborgmester 72 68 10 82

Court Møller (B)

Formand Klima- og Miljøudvalget 72 68 10 90

Kristine Thrane (S)

Formand Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget 72 68 10 74

Anne Christiansen (L)

Formand Børne- og Skoleudvalget 20405248

Relateret materiale