Pressemeddelelse -

Kom og vær med til at åbne ´Maglemoseturen – stenalderfjord, drøvtyggere og kærlighedssti

Søndag den 27. oktober kl. 11-14 kan du komme med på en guidet gåtur på en ny lokalhistorisk rute. Vi slutter af med varm suppe på Vedbæk Station.

Turen tager sit udgangspunkt i KulturSlangen, der bugter sig fra Vedbæk Havn i øst til Næsseslottet og Furesøen mod vest - eller omvendt. Denne fine rundtur i Maglemosen er 5,9 km (inkl. ekstra turen omkring Caroline Mathilde-stien 8,7 km).

Kom med på historisk guidet tur
Vi indvier Maglemosturen med en guidet gåtur med afgang fra parkeringspladsen ved Vedbæk Skole. Turen tager med stop og historiske fortællinger ca. 2 timer. Guider på turen vil være Anne Birgitte Gurlev, leder af Vedbækfundene, Axel Bredsdorff fra Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen og Marianne Willumsen fra Maglemosens Naturpleje.

Turen byder på historien om udviklingen af Maglemosen fra dengang den var stenalderfjord og hjemsted for jægerstenalderfolket til området tørrede ind og blev til Maglemosen, som vi kender den i dag. Efterfølgende inviteres alle, der har været med, på suppe, brød og vand på Vedbæk Station.

Maglemoseturen – en del af KulturSlangen

Maglemoseturen er den femte i rækken af mindre rundture, som Rudersdal Kommune etablerer i forbindelse med den eksisterende kulturhistoriske rute KulturSlangen, som er en del af RudersdalRutens Univers. Hensigten med at etablere mindre rundture på den 14,5 km lange rute er, at KulturSlangen dermed let kan tages i mindre bidder - både for gående, og hvis man er på cykel. Alle ruterne navngives efter placering og historie.

Maglemoseturen er et samarbejde mellem Maglemosens Naturpleje, Historisk-topografisk Selskab for Søllerødegnen, Henriksholms Grundejerforening, Vedbæk Grundejer- og Beboerforening og Rudersdal Kommune, Kultur.

Praktisk
Alt foregår udendørs, så husk varmt tøj og fornuftigt fodtøj. Du skal være godt gående. Tidspunkt: 27. oktober kl. 11:00 – ca. 14:00

Mødested: Parkeringspladsen ved Vedbæk Skole, Henriksholm Allé 2, 2950 Vedbæk.

Fri entré og tilmelding er ikke nødvendig.

Du kan læse mere om Maglemoseturen på www.oplevrudersdal.dk/maglemoseturen

Fakta om RudersdalRutens Univers

RudersdalRuten har fra etablering af hovedruten på 42,195 km i 2006 udviklet sig til at være et helt univers med temaruter, aktivitetsoaser og arrangementer. Fokus er inspiration til aktive oplevelser i naturen for kommunens borgere.

Se mere på www.rudersdalruten.dk, og følg med på Facebook – www.facebook.com/rudersdalrutensunivers.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • kultur
  • natur
  • historie
  • rudersdalrutens univers

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine knap 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50