Pressemeddelelse -

Kreativitet i en coronatid: Børnehus gentænker forældrefest

Corona har sat en stopper for mange ting. Blandt andet børnehusenes årlige forældrearrangementer, hvor der inviteres indenfor til socialt samvær blandt forældre, børn og personale. Men i Børnehuset Mølleåen tænker de kreativt, og i stedet for at aflyse deres traditionsrige efterårsfest, har de ændret formen og gentænkt konceptet.

I Børnehuset Mølleåen indeholder dagligdagen betydeligt mere håndvask, afspritning, rengøring af legetøj og et minimum af forældre indendørs. En anderledes hverdag, hvor det er nødvendigt at tænke kreativt, når myndighedernes retningslinjer skal overholdes. Derfor var personalet i børnehuset heller ikke i tvivl om, at de måtte gentænke deres årlige æblefest, hvor forældre inviteres indenfor til fest, æblekage og kunstfernisering.

Høstevent med efterårskunst

Med udgangspunkt i forsamlingsforbuddet og myndighedernes retningslinjer valgte børnehuset at ændre konceptet for æblefesten. Daglig leder Kjersti Vielsted forklarer:

”I stedet for at holde en æblefest, valgte vi at lave et høstevent, hvor vi skruede op for ferniseringsdelen og ned for festkonceptet. Omdrejningspunktet blev derfor efterårskunst, som børnene har lavet, og som vi inviterede forældre til at se – på en anderledes måde.”

Den seneste måned har børnene derfor sluppet kreativiteten løs og lavet efterårskunst i både skoven og i børnehuset. Her er der blandt andet blevet lavet snegle i ler, pindsvin af efterårsblade og edderkoppespind af garn og pinde.

Fernisering i skoven og foran børnehuset

Kulminationen på kunstprojektet blev for børnehavebørnene en fernisering ude i skoven:

”I børnehaven inviterede vi forældrene ud i skoven til fernisering. Her viste børnene deres forældre rundt på en kunstrute, hvor børnenes kunst var udstillet på træstubbe rundt i skoven. På et træ hang der eksempelvis skrumpehoveder og i et andet træ hang efterårspynt af hjemmelavede perler.”

Også vuggestuebørnene kunne holde fernisering for deres forældre. Det blev ikke holdt i skoven, men i stedet ved hegnet foran legepladsen:

”Vuggestuebørnene var med til at hænge kunsten op på hegnet og udstille det på mælkekasser. Selve ferniseringen foregik, når forældrene kom og hentede deres børn. På den måde undgik vi, at forældrene stimlede sammen. Og samtidig kunne de stå med deres børn og se på kunsten.”

Et koncept, der er kommet for at blive

Ifølge Kjersti Vielsted har både forældre og børn taget godt imod det nye koncept:

”Mange forældre har skrevet og sagt, at de synes, det var virkelig fint lavet og en meget sjov og kreativ måde at holde fernisering på og bruge skoven på. Flere har i den forbindelse også givet udtryk for, at det vil være fint at gøre det samme med julens traditioner, nu hvor corona har bestemt sig for at blive.”

Emner

  • Offentlig sektor

Kategorier

  • rudersdal
  • rudersdal kommune

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50