Pressemeddelelse -

Kulturcenter Mariehøj emmede af glæde og frivillighed

Mange var mødt op for at overvære borgmester Ann Sofie Orth uddele fire priser til forskellige lokale ildsjæle på vegne af Rudersdal Kommune til dette års Frivilligfest.

Anerkendelse og roser til de frivillige i Rudersdal

Frivilligfesten er tænkt som en anerkendelse af det store engagement, der er blandt de frivillige i kultur- og fritidslivet i Rudersdal – og en mulighed for at sige tak.

Cheerleaders fra Golddiggers varmede salen op inden borgmesteren gik på scenen og takkede de frivillige og afsløret modtagerne af årets priser.

Borgmester Ann Sofie Orth fremhævede i sin tale den velvilje og styrke til at samarbejde fx under corona og krigen i Ukraine:

’Det er helt fantastisk at opleve, hvordan I frivillige og foreningerne udviser parathed og evne til omstilling, til integration og engagement. Jeg er stolt over at være borgmester i en kommune, hvor det frivillige engagement er så stærkt – også i krisetider.’

Priserne gik til…

Det var først til festen i fredags den 30. september, at det blev afsløret, hvem der ville modtage Ungdomslederprisen, Talentprisen og Frivilligprisen. Modtageren af Kulturprisen blev offentliggjort allerede i slutningen af august og gik til Jack Otto Kristensen fra Rudersdal Kulturparaply.

I talen til Jack Otto Kristensen fremhævede borgmesteren:

’Du er på de flestes læber i det frivillige kulturliv i kommunen og i handelslivet i Birkerød. Det er du både som formand i Kulturparaplyen, som bestyrelsesmedlem i Ny Musik i Birkerød, som initiativtager til og bestyrelsesmedlem i Birkerød Torvedage. Og du er det også i kraft af din personlighed. Du vil samarbejdet, du vil bredden i kulturlivet, syntesen mellem erhverv og kultur - du vil have alle med ombord.’

Prisen til årets ungdomsleder gik til Andreas Hoffmann fra Lydfest, hvis naturlige evne til at lede og skabe god stemning og engagement gør ham til en værdig modtager af prisen.

Andreas Hoffmann fik disse ord med på vejen af borgmesteren:

’Og du har været den, der aldrig blev træt (…) at man som frivillig får lyst til at bidrage, hvis stemningen omkring et projekt er god, og der er styr på det. Og du sørger altid for den gode stemning og sikrer, at der er tjek på tingene. Selv når der er mange, der hiver i dig, og du har været på i mange timer, er du altid smilende og har overblik – og det betyder, at flere af de frivillige lige giver den en ekstra skalle.’

Henrik Eltorp Otterstrøm fra Vikingerne Vedbæk Søspejd modtog Frivilligprisen:

Borgmesteren understreger i sin tale at:

’Henrik har frivillighed i årerne. Han har været spejderleder siden sine unge år og er en hel central kraft bag søspejdergruppen i Vedbæk, hvor børn og unge lærer både at sejle, samarbejde og udvikle sig både som spejdere og som mennesker. Henrik har i mange år knoklet for søspejderne som gruppeleder og utrætteligt arbejdet for at Søspejdergruppen fungerer - både som gruppeleder og som daglig altmuligt mand.’

Årets modtager af Talentprisen Kaisa Wulf Hanson fra Kickboxing Academy deltog ikke ved festen, da hun deltager i VM i kickboxing i Italien. Det var derimod formanden for Kickboxing Academy Claus Falk, der modtog prisen på vegne af Kaisa.

Borgmesteren talte også til Kaisa og formanden fik disse ord med.

’Kaisa kom til Kickboxing Academy som 11-årig i 2018. Kaisa vakte opsigt fra starten med sin ekstremt dedikerede indsats, når hun trænede. Hendes dedikation til træning kombineret med hendes gode motorik, balance og fleksibilitet gjorde, at hun på rekordtid var klar til at prøve sine evner i kamp. Kaisa er nemlig et af den slags kickboxing-talenter man kun støder ind i meget sjældent.’

Udover anerkendelsen og muligheden for at netværke, kunne de frivillige få musikalske inspiration af MC Hansen og Chano, der fortalte musikalske historier fra scenen med lige dele fortællelyst og humor til stor fornøjelse for alle og en god afslutning på Frivilligfesten 2022.

Du kan møde de fire prismodtagere i en kort filmpræsentation, som blev vist ved Frivilligfesten. Se dem på:

https://www.rudersdal.dk/prisuddeling

På billedet ses: Forrest fra venstre Andreas Hoffmann (Ungdomslederprisen), borgmester Ann Sofie Orth, Henrik Eltorp Otterstrøm (Frivilligprisen), Bagerst fra venstre Jack Otto Kristensen (Kulturprisen) og stedfortræder for Kaisa Wulf Hanson (Talentprisen) var Claus Falk formand for Kickboxing Academy.

Emner

  • Politik

Kategorier

  • kultur
  • rudersdal kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

  • Årets modtagere af Kulturprisen, Frivilligprisen, Ungdomslederprisen og Talentprisen med borgmeter Ann Sofie Orth
    Licens:
    Brug i medier
    Download