Pressemeddelelse -

Kulturen vender tilbage til plejecentrene

Nu bliver der igen spillet op til fællesskab og underholdning på plejecentrene i Rudersdal

Covid19 og de efterfølgende mange måneder med besøgsforbud og restriktioner har været en svær udfordring for særligt de ældste borgere på plejecentrene, hvor der blev sat en stopper for de aktiviteter, som normalt er med til at festliggøre og forsøde tilværelsen for beboerne.

Men i takt med at Covid19 vaccinationerne gør det muligt at vende tilbage til en mere normal hverdag, har centrene igen mulighed for at byde kultur, musik og teater indenfor. Derfor har flere af plejecentrene endelig fået mulighed for at tage imod en teaterforestilling, som Rudersdal Teater donerede, da teatret lukkede.

Plejecenter Bistrupvang er et af de centre, som har sagt ja tak til muligheden, og som derfor allerede har haft besøg af ”Teater V”, til en meget vellykket forestilling, fortæller afdelingsleder Anne-Marie Valentin:

”Det var helt fantastisk. Teatret spillede forestillingen ”Hits med saksen” - og det var virkelig et hit. Vi er fortsat forsigtige og meget opmærksomme på Sundhedsstyrelsens retningslinjer, når vi er forsamlet i vores lokaler, men vi fik plads til over halvdelen af beboerne, samt nogle af medarbejderne - og der blev virkelig sunget igennem.

Det var så dejligt at opleve, at beboerne nød det. Jeg sagde fx til en beboer undervejs: ”Det er godt, ikke?” og fik svaret, ”Det er mere end godt”. Selv da forestillingen var slut blev det ved med at summe i vores lokaler med glade beboere og spontan fællessang ved måltiderne. Så det gør helt sikkert en stor forskel. Vi har faktisk besluttet at spare sammen, så vi selv kan invitere teatret på besøg en anden gang, for det var bestemt en fornøjelse – og særligt oven på et år, hvor corona har fyldt rigtig meget”, siger Anne-Marie Valentin.

Ud over teaterforestillinger er musikken også vendt tilbage til plejecentrene. Kommunens kulturområde har nemlig genoptaget musikbesøgene på plejecentrene, som er blevet mulige gennem ”Puljen til kultur-, idræts- og foreningsaktiviteter til sårbare, udsatte og ældre under corona-krisen” fra Slots- og Kulturstyrelsen. Her underholder Rudersdal Musikskole med musik og fællessang, og det gav positivt genlyd over hele centret, fortæller centerchef Kathrine Grundahl fra Lions Park Birkerød, som netop har haft besøg af musikskolen;

”Musikken skabte liv og glæde, og det var tydeligt, at beboerne nød det. Det er i det hele taget fantastisk, at vi så småt kan åbne op igen. Vi har fx også haft gudstjeneste igen, hvilket også har meget stor betydning for mange beboere. Det er i den grad en fornøjelse at opleve, at situationen nu ser ud til at udvikle sig i en positiv retning”, fortæller Kathrine Grundahl.


Emner

  • Politik

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50