Pressemeddelelse -

Populært stress-tilbud fortsætter

Rudersdal Kommune forlænger aftale med det populære gruppeforløb Åben og Rolig, som er et tilbud til mennesker, der er ramt af stress. Det er en meget god nyhed, fortæller Lone Nielsen fra Vedbæk, som selv har deltaget i forløbet, der bragte hende igennem en alvorlig stress-tilstand.

Jeg var først meget skeptisk, da jeg ikke troede at et gruppeforløb med så mange mennesker ville være noget for mig. Men psykologen, som står for forløbet, styrer det hele på bedste vis, så man selv bestemmer hvor meget man vil dele”, fortæller Lone Nielsen, der netop har afsluttet et Åben og Rolig forløb.

Åben og Rolig er et gruppeforløb med op til 14 deltagere, som strækker sig over ni uger med en ugentlig mødegang. Forløbet består af en kombination af oplæg, meditation og samtaler, og er blevet stadig mere populært over hele landet de senere år.

Lone Nielsen var i en periode på halvandet år alvorlig ramt af stress og var som en følge heraf også langvarig sygemeldt. En anbefaling af Åben og Rolig fra sagsbehandleren i jobcentret fik hende derfor til at kontakte sin læge, da deltagelse kræver henvisning fra egen læge.

Lone Nielsen har særligt haft glæde af den app, der følger med forløbet, og som indeholder meditationer og støtteværktøjer til deltagernes hverdag.

Jeg har fået integreret appens forskellige meditationer i min hverdag, og det er meget enkelt, da appen kan bruges under transport, på gåturen eller i en kort pause på arbejdet. Jeg bliver i stand til at mærke niveauet af stress og bruge redskaberne fra Åben og Rolig, for at stressniveauet sænkes og ikke udvikler sig yderligere. De ugentlige sessioner i forløbet kombineret med appen har derfor lært mig at håndtere stress på en sund måde. Det har de timer hos en psykolog, som jeg havde før jeg kom på Åben og Rolig ikke lært mig, så jeg kan kun anbefale forløbet”, fortæller Lone Nielsen.

Stress udvikler sig langsomt til en folkesygdom, og her går borgere i Rudersdal heller ikke fri. Ifølge den seneste sundhedsprofil ”Hvordan har du det?” fra Region Hovedstaden (2021), scorer borgere fra Rudersdal med 23% (9.700 borgere) højt på stressskalaen.

Langt de fleste stress-ramte er henvist til samtaler og hjælp hos egen læge eller hos en privatpraktiserende psykolog for at få værktøjer til at håndtere deres stress.

Kommunens forlængelse af Åben og Rolig forløbet falder parallelt med en evaluering af tilbuddet, som viser høj tilfredshed fra tidligere deltagere. Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune, Randi Mondorf (V) glæder sig derfor over, at det har været muligt at fortsætte med tilbuddet,

Det er en meget vigtig håndsrækning til de af kommunens borgere, som desværre bliver ramt af stress. Vi hører fra flere sider, at forløbet virker, og det bekræfter den seneste evaluering af tilbuddet. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi kanfortsætte med at tilbyde borgerne i Rudersdal et så højt kvalificeret tilbud”, siger Randi Mondorf (V).

Det er Fonden for Mental Sundhed, som står for Åben og Rolig og der gennemføres fem forløb om året i Rudersdal. Første skridt er en henvisning fra egen læge, hvorefter man bliver inviteret til en samtale med forløbslederen, for at sikre sig at forløbet er det rigtige for den enkelte. Der er dog en del ventetid, for at komme på et forløb. Selvom Rudersdal Kommune har valgt at gennemføre et ekstra hold i år, står der allerede nu henved 20 borgere på ventelisten til de kommende to forløb i maj og august.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50