Pressemeddelelse -

Video: 1. etape af "Takke Touren" blev godt modtaget af de danske landmænd

1...2...3... KØR! 

Vejrguderne kunne ikke have vist sig fra en bedre side fredag, hvor 1. etape af SAGROs store "Takke Tour" begav sig ud på de vestjyske landeveje. Etapen blev sat i gang af Kristian Gade, der er formand for Holstebro Struer Landboforening.

- Det er et rigtig godt initiativ, at man fra tager ud og siger tak til landmændene. Vi er et beskedent folkefærd, så jeg er ret sikker på, at mange af mine kollegaer vil blive oprigtigt glade for sådan et skulderklap, sagde Kristian Gade umiddelbart inden starten gik.  

Flere steder var temperaturen og luftfugtigheden så ideel, at flere landmænd havde kastet sig ud i at høste, og derfor var nemme at spotte i marken.

- Vi ville jo gerne forbi så mange som muligt, og da vi begav os ud i landet blev ruten pludselig noget længere, da der jo ligger gårde over det hele, og vi spottede folk på traktorer, der fortjenende en kurv. Derfor blev ruten lige en smule længere, end vi havde beregnet. Eller en del faktisk, siger Torben Jensen, der er administrerende direktør hos SAGRO og kørte med på etapen.

Et enkelt af dagens stop var dog planlagt, og det fandt sted hos Troels Lundby ved Mejrup, der har en større svineproduktion med dertilhørende planteavl. Her dukkede Holstebros borgmester HC Østerby nemlig også op for at sige tak til landbruget.

- Det er fantastisk, at de har holdt hjulene i gang. Vi plejer jo at sige, at hele Danmarks spisekammer er lige udenfor døren i vores område, så derfor er jeg utrolig glad for, at de danske landmænd har opretholdt hele produktionen og sørget for, at vi har fået noget på tallerkenen og i glassene, siger han. 

Fredagens rute gik fra SAGROs hus i Holstebro til SAGRO-huset i Herning. Mandag går turen til Billund og derefter Esbjerg, og kongeetapen går fra Esbjerg tilbage til Holstebro, hvor "Takke Touren" slutter på torvet, hvor der afholdes arrangementet “Landbruget kommer til byen”.


Video og billeder må bruges i artikler og på sociale medier ifbm. omtale af SAGRO.  

FAKTA OM TAKKE TOUREN

1. Etape: Holstebro til Herning - ca. 80 km. Fredag d. 13 August.

2. Etape: Herning til Billund - ca. 80 km. Mandag d. 16 August.

3. Etape: Billund til Esbjerg - ca. 70 km. Fredag d. 27 August.

4. Etape: Esbjerg til Holstebro - ca. 150 km. Fredag d. 3 September.

Emner

  • Jordbrug, landbrug, fiskeri

Kontakt

Kasper Frank Christensen

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og Presse 31596006