Pressemeddelelse -
Samsung viser fremtidens intelligente hjem på CES 2026
Samsung introducerer AI-drevne apparater, der er designet til at give et smartere liv ved at forbedre pleje af tekstiler, aircondition og rengøring.
København 5. januar 2026 – På CES 2026 præsenterer Samsung en ny generation af AI-forbundne husholdningsapparater, der skal gøre hverdagen lettere, mere intuitiv og mere sikker. Med en udvidelse af Bespoke AI-serien viser virksomheden, hvordan smarthometeknologi i stigende grad kan arbejde i baggrunden og tilpasse sig brugernes livsstil – frem for omvendt.
Ifølge Samsungs danske landechef, Søren Rinnov Østergaard, er udviklingen et tydeligt tegn på, at teknologien nu er moden til at spille en mere aktiv rolle i hjemmet: “Teknologien findes allerede. Det er bare de færreste, der har taget den fuldt i brug. Det, vi viser på CES nu, er, hvordan smarthometeknologi rent faktisk kan arbejde i baggrunden og frigive tid i hverdagen.”
Danskerne stiller forskellige krav til teknologi i hjemmet
En ny rundspørge foretaget af Norstat for Samsung Danmark viser, at danskernes forventninger til teknologi varierer markant på tværs af generationer. Hvor næsten halvdelen af de 18–28-årige lægger stor vægt på design, når de køber elektronik, er det især funktionalitet og sikkerhed, der fylder hos de ældre aldersgrupper.
Undersøgelsen viser blandt andet, at 51 procent af danskere over 56 år angiver sikkerhed som afgørende ved køb af elektronik, mens det kun gælder 23 procent af de 18–28-årige. Omvendt svarer 47 procent af de unge, at design er meget vigtigt, mod 25 procent blandt de ældre.
“Tallene viser tydeligt, at vi står med et generationsgab i måden, vi vælger teknologi på. Derfor er det afgørende, at teknologien både er intuitiv, sikker og passer naturligt ind i vores hverdag. Den skal ikke opleves som teknisk eller besværlig, men som en hjælp, man kan stole på,” siger Søren Rinnov Østergaard.
AI i køkkenet: fra data til handling
Blandt nyhederne på CES er et opgraderet Bespoke AI Refrigerator Family Hub, hvor AI Vision – bygget på Google Gemini – gør køleskabet i stand til at genkende fødevarer, holde styr på indholdet og understøtte smartere indkøb og madplanlægning. Teknologien reducerer behovet for manuel registrering og gør det lettere at omsætte data til handling i hverdagen.
“Hvis vi går all in på teknologien, kan køleskabet fortælle mig, hvad der mangler, ovnen holder selv øje med maden, og hjemmet tilpasser sig uden, at jeg konstant skal styre det hele,” siger Søren Rinnov Østergaard.
Smartere rengøring, tekstilpleje og indeklima
Samsung udvider samtidig sin Bespoke AI-portefølje med blandt andet Bespoke AI Laundry Combo, Bespoke AI AirDresser, WindFree Pro Air Conditioner og den nye Bespoke AI Jet Bot Steam Ultra robotstøvsuger. Produkterne er udviklet til at arbejde sammen i ét forbundet økosystem og tilpasse sig brugernes vaner og behov.
Jet Bot Steam Ultra er udstyret med avanceret AI-objekt- og væskegenkendelse, der gør den i stand til at navigere mere selvstændigt og undgå forhindringer som kabler, tæpper og kæledyr – samtidig med at den kan registrere og håndtere væskespild på gulvet.
Samsung på CES
For at opleve Samsungs seneste innovationer inden for AI-forbundet livsstil på første hånd kan deltagere i CES 2026 besøge Samsungs showroom i Wynn Las Vegas. Besøg Samsungs CES 2026-side for at få mere at vide om virksomhedens deltagelse i arrangementet.
Emner
Kategorier
Om Samsung Electronics Co., Ltd.
Samsung inspirerer verden og former fremtiden med transformative idéer og teknologier. Virksomheden er med til at redefinere vores opfattelse af tv-apparater, smartphones, bærbare enheder, tablets, digitale apparater, netværkssystemer og hukommelse, system-LSI-, støberi- og LED-løsninger. De seneste nyheder kan findes i Samsungs nyhedsrum på http://news.samsung.com