Pressemeddelelse -
Undersøgelse: Danskernes skepsis over for kunstig intelligens vokser fortsat
Danskere over en bred kam bruger i stigende grad kunstig intelligens (AI) på arbejde og når de har fri. Alligevel stiger frygten for, hvad kunstig intelligens betyder for vores dagligdag. Det viser en ny rundspørge, som Norstat har foretaget på vegne af Samsung Danmark.
Kunstig intelligens er efterhånden en integreret del af vores hverdag, og vi bruger den mere og mere. Imens stiger frygten for, hvilke konsekvenser teknologien har for os. Det viser en ny rundspørge, Norstat har foretaget for Samsung Danmark.
Og tallene har rykket sig i det forgangne år: For hele 54 pct. vurderer, at de bruger AI mere end for et år siden, mens 29 pct. slet ikke bruger det. Samtidig gælder det i dag for 46 pct. af de adspurgte danskere, at de bruger kunstig intelligens til arbejdsopgaver. I 2024 var tallet blot 32 pct. i en lignende Norstat-undersøgelse.
Derudover bruger vi i stigende grad kunstig intelligens i vores fritidsaktiviteter, til hobbyopgaver og kreativ udfoldelse. Her er brugen steget fra 26 pct. til 47 pct. på blot et år.
”Danskerne har over en bred kam taget kunstig intelligens meget hurtigt til sig, både når det gælder opgaver i privaten og på arbejdet. Det er ikke mærkeligt, for kunstig intelligens har for langt de fleste virksomheder og almindelige danskere store anvendelsesmuligheder,” siger Søren Rinnov Østergaard, landechef i Samsung Danmark.
Frygten stiger fortsat
Det er imidlertid ikke kun brugen af kunstig intelligens, der stiger – det samme gør frygten for hvad den betyder. Trods danskernes øgede anvendelse af kunstig intelligens svarer 42 pct. noget overraskende, at de er bange eller skeptiske, hvilket er 4 procentpoint højere end i en lignende rundspørge fra året før. Kvinder er i den forbindelse mere bange eller skeptiske (45 pct.) end mænd (37 pct.).
Uvidenhed om konsekvenserne af de mange muligheder for at anvende kunstig intelligens kan måske være med til at forklare denne udvikling: Næsten hver anden (48 pct.) svarer, at de mangler viden om kunstig intelligens, og kun hver femte (19 pct.) svarer, at de har modtaget undervisning i kunstig intelligens. For personer over 56 år er behovet endnu større: Kun 5 pct. svarer, at de har modtaget undervisning i kunstig intelligens.
“Vi står i et paradoks, hvor kunstig intelligens er blevet allemandseje, men forståelsen halter bagefter. Det betyder, at mange bruger avanceret teknologi uden at kende dens muligheder, begrænsninger eller konsekvenser,” siger Søren Rinnov Østergaard, landechef i Samsung Danmark.
Risiko for fartblindhed
Selvom kunstig intelligens i dag er indbygget i mange af de digitale værktøjer, danskerne bruger dagligt, mangler der grundlæggende indsigt i alt fra datasikkerhed til kildekritik og ansvarlig brug.
”Vi er som samfund nødt til at sætte ind over for at uddanne danskerne om de muligheder og udfordringer, som kunstig intelligens skaber. I takt med at teknologien udvikler sig eksplosivt og at den gradvist vender op og ned på vores hverdag, er vi nødt til parallelt at styrke forståelsen for teknologien for den vej rundt at reducere frygten. Det er en kæmpe samfundsopgave, der kun vil vokse de kommende år, så vi har travlt med at komme i gang,” siger Søren Rinnov Østergaard.
Om rundspørgen
Rundspørgen er udført af Norstat på vegne af Samsung Danmark for at undersøge danskernes holdning til kunstig intelligens. Dataindsamlingen har fundet sted mellem 27. november - 9. december 2025. Rundspørgen dækker Danmark (1005 respondenter). Her følger tal fra undersøgelsen:
- 51 pct. af de ældre over 56 år er negativt indstillede over for AI, mens tallet kun er 35 pct. af de yngste voksne fra 18-34 år.
- Mange efterspørger en højere forståelse af mekanismerne bag kunstig intelligens: 17 pct. svarer i meget høj grad, 31 pct. i høj grad og 30 pct. i nogen grad. Kun 7 pct. mener slet ikke, det er et behov.
- 9 pct. af de adspurgte frygter at miste deres job til AI.
- 42 pct. af de adspurgte mener, det vil påvirke deres arbejde.
- 57 pct. af de adspurgte ville benytte AI mere, hvis det var mere tilgængeligt på deres smartphones.
Emner
Kategorier
Om Samsung Electronics Co., Ltd.
Samsung inspirerer verden og former fremtiden med transformative idéer og teknologier. Virksomheden er med til at redefinere vores opfattelse af tv-apparater, smartphones, bærbare enheder, tablets, digitale apparater, netværkssystemer og hukommelse, system-LSI-, støberi- og LED-løsninger. De seneste nyheder kan findes i Samsungs nyhedsrum på http://news.samsung.com