Nyhed -

Scanias nye gearkasser kort fortalt

De store tandhjul roterer fortsat - men langsommere

  • Udviklet til perfekt match med Scanias lavomdrejnings-motorer
  • Giver ca. 1 % brændstofbesparelse
  • 60 kg lettere takket være mere kompakt udformning og gearkassehus i rent aluminium
  • Tre gearaksel-bremser i alt sikrer uovertruffen skifteeffektivitet og -komfort
  • Trykluftassisterede gearskift, økonomiske gearudvekslinger og mulighed for op til otte bakgear
  • Lavere støjniveau forberedt på alle kendte og fremtidige miljøregler
  • Lavere intern friktion, gearkassebundkar udformet for mindre oliesprøjt og dermed lavere energitab
  • Forlængede serviceintervaller og større præcision

At udvikle et helt nyt gearkasseprogram er en enorm opgave - især når det går ud på at forbedre og overgå en gearkassefamilie, der allerede anses for markedsledende i branchen. Det er derfor, at det nye gearkasseprogram ikke deler en eneste komponent med de nuværende gearkasser. Takket være et væld af forbedringer vil de nye gearkasser forblive konkurrencedygtige i resten af dette årti.

- Jeg hader den slidte kliché om at starte på et blankt stykke papir, men det var rent faktisk, hvad vi gjorde, siger Jimmy Larsson, Senior Manager og chef for Gearbox Development på Scania R&D.

- Vores gearkasse-team fik til opgave at udvikle en serie gearkasser, det kunne klare de mange forskellige krav og udfordringer, som vi vil blive mødt med i det næste årti - især når det gælder brændstoføkonomi, skifteeffektivitet og -komfort samt bæredygtighed. Og det nye gearkasseprogram skulle også kunne håndtere forøgede vogntogsvægte i kombination med hurtigere og endnu mere brændstoføkonomiske bagtøjsudvekslinger samt kunne klare bløde igangsætninger på krævende underlag, fortæller han.

Scania har en lang tradition for at tilbyde effektive drivliner, hvor lave motoromdrejninger og høje drejningsmomenter er afgørende elementer for at opnå lavt brændstofforbrug. Men hvorfor? Fordi en tung lastbil eller et tungt vogntog, der er i stand til at holde en ønsket hastighed med lavere motoromdrejninger, bruger mindre brændstof. Det er nemlig kun nødvendigt at sprøjte brændstof ind i cylindrene ved hvert fjerde taktslag i forbrændingsprocessen.

I virkeligheden skal der foretages en mængde beregninger og tages hensyn til en lang række faktorer, men i korte træk er det, hvad det handler om. Hvis en ønsket marchhastighed kan fastholdes med ca. 1.050 o/min., er det bestemt muligt at spare brændstof. Indtil for få år siden kørte en typisk langturslastbil med ca. 1.400 o/min. ved marchhastighed. Scanias nye gearkasseprogram tilbyder en langt bredere spændvidde mellem gearene med et ægte overgear på toppen og kan klare både lave og høje motoromdrejninger på en meget effektiv måde.

Høj effektivitet

En vigtig egenskab i de nye gearkasser er deres store potentiale til at bidrage til lavere brændstofforbrug. Det er derfor, at Scanias ingeniører under udviklingsarbejdet med de nye gearkasser især har fokuseret på at reducere den interne friktion. Målet var en reduktion på intet mindre end 50 %, og det blev nået.

Blandt løsningerne for at nå målet er bl.a. en særlig polering af visse tandhjul, brug af MFT-gearolie med lav viskositet samt ved at opbevare hovedparten af olien i en tørsump-lignende del øverst i gearkassen. Denne løsning reducerer den interne friktion markant, idet gearhjulene ikke konstant udsættes for energikrævende oliesprøjt. Tænk bare på skovlhjulet i en vandmølle! Visse dele af tænderne på de gearhjul, der er særligt udsat for slitage under hård belastning, forsynes med ekstra gearolie ved hjælp af rør og dyser, der forbedrer smøring og køling præcis på de udsatte områder.

Helt i aluminium - og tyst

Den første udgave af G33CM-gearkassen er ca. 60 kg lettere end de nuværende Scania-gearkasser i samme klasse. Det skyldes først og fremmest, at de nye gearkassehuse er udført helt i aluminium samt gearkassernes mere kompakte dimensioner. En anden forbedring er et lavere støjniveau under kørslen, hvilket imødekommer nuværende samt fremtidige støjgrænser. Den gennemsnitlige støjreduktion på G33CM er ca. 3,5 dB. Det udgør en markant reduktion, idet dB-skalaen er logaritmisk.

Billedtekst:

Scanias nye gearkasseprogram er udrustet med gearkassehuse helt i aluminium og har desuden mere kompakte dimensioner, hvilket samlet medfører et vægttab på ca. 60 kg. I kombination med lavere intern friktion samt større spændvidde mellem gearene lever de fuldt ud op til Scanias motorfilosofi om høje drejningsmomenter ved lave motoromdrejninger og bidrager dermed til endnu større brændstofbesparelser.

De nye gearkasser er kortere end Scanias nuværende storsælger GRS905. Ved kun at anvende to synkromesser i de nye gearkasser - mellem lav og høj range og split - mod op til syv i det nuværende gearkasseprogram er de nye gearkasser mere robuste og mere kompakte. Samtidig er de udrustet med gearaksler, der er kraftigere dimensioneret end tidligere, hvilket gør dem i stand til at håndtere højere drejningsmomenter. De er desuden udformet, så de kan kombineres med lidt bredere tandhjul med højere styrke og længere levetid end deres forgængere.

Den nye konstruktion med færre synkromesser stiller dog større krav til gearkassens styresystem og den overordnede skiftestrategi. Hele det elektroniske set-up er derfor nyudviklet for styring af det trykluftassisterede skiftesystem og gearaksel-bremserne (tre i alt), der er afgørende for hurtige, bløde og præcise gearskift.

Op til otte bakgear

Scanias ingeniører har anlagt en ny strategi for kørsel i bakgear. I de fleste gearkasser sker kørsel i bakgear ved at lade et separat tandhjul på hovedgearakslen rotere i modsat retning. I de nye Scania-gearkasser sker kørslen i bakgear ved at sætte planetgearene på udgangsakslen i indgreb, og bakningen sker så ved at låse planetgearene. Denne løsning giver op til otte bakgear med hastigheder på op til 54 km/t, hvilket kan være meget nyttigt på bl.a. entreprenørlastbiler, der skal bakke over lange distancer ved f.eks. asfalt- eller tunnelarbejder.

Det har også været muligt at forlænge olieskiftintervallerne betydeligt i kraft af mindre tolerancer på de mekaniske komponenter, større oliefilter samt gearolie af højere kvalitet.

Smarte kraftudtagsløsninger

Det er ikke værd at nævne egenskaberne på et nye gearkasseprogram uden også at nævne mulighederne for gearkassedrevne kraftudtag. Scanias nye gearkasser leveres selvfølgelig med et endnu bredere udvalg af kraftudtagsmuligheder, der dækker endnu flere anvendelsesområder og -udformninger. Og det gælder, uanset hvilke kørselsopgaver Scanias kunder påtager sig, og under hvilke forhold de udføres.

Udvalget består af hele ni forskellige kraftudtagsløsninger, der alle er karakteriseret ved højere ydeevne, lavere intern friktion og større fleksibilitet takket være en modulariseret opbygning. De velkendte EG-kraftudtag trækkes direkte af bundgearsakslen og tryksmøres fra gearkassen. Det nye interface på gearkassen med separat smøresystem betyder, at de kan trække endnu tungere udstyr som f.eks. hydraulikpumper.

- Alt i alt har vi al mulig grund til at tro, at vores nye gearkasseprogram er toppen af poppen i kombination med vores kraftigste lastbilmotorer, siger Alexander Vlaskamp, Executive Vice President og chef for Sales and Marketing på Scania.

- Det vil understøtte vores kunder i deres bestræbelser på at udføre deres transportopgaver på en effektiv og bæredygtig måde i mange år fremover, fastslår han.

Emner

  • Lastbiler, transportbil

Kategorier

  • bæredygtighed
  • miljørigtig kørsel
  • lastbil
  • bæredygtig transport
  • scania
  • lastbiler

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038