Pressemeddelelse -

Luffes lærlinge fra Scania i Padborg vinder DM i Top Team

Sammenlagt 116 års Scania-erfaring, et fantastisk samarbejde og evnen til aldrig at give op førte i weekenden Luffes lærlinge til sejren i den nationale Top Team-finale. Nu venter EM i Italien. 

Scanias Top Team-konkurrence er et uddannelsesprogram i konkurrenceform, der har til formål at inspirere og motivere Scanias værkstedspersonale til at udvikle og dygtiggøre sig. I dag er lastbilerne stopfyldt med teknologi, og det er derfor vigtigt, at mekanikerne ved præcis, hvordan de skal diagnosticere og løse problemerne med det samme.

Til den danske finale, der blev afholdt hos Scania i Horsens den 3. februar 2018, skulle deltagerne igennem fem stationer, hvor de bl.a. blev testet på systemkendskab, paratviden, systematisk fejlfinding og samarbejde. For at forberede holdene på niveauet til europamesterskaberne, var alle stationer inspireret af opgaver fra tidligere europamesterskaber, og bestod af tre stationer med både praktiske og teoretiske opgaver og to stationer, der udelukkende fokuserede på teoretiske spørgsmål. Holdene kunne på hver station opnå 50 point – 250 point i alt.

Selve konkurrencen er baseret på et format, der følger de daglige arbejdsmønstre, og deltagerne var derfor udsat for tidspres på alle stationerne. Her skulle de f.eks. fejlfinde og løse fejlene på blot 20 minutter.

- Vores fokus ligger altid på at maksimere vores kunders oppetid, for de har hverken tid eller råd til, at deres lastbiler står på værkstedet i unødvendigt lang tid. Det gør, at der bliver stillet høje krav til os i forhold til at levere den rigtige løsning, så hurtigt som muligt. Vi er ofte under tidspres, så det var meget realistiske forhold i konkurrencen, fortæller teamleder og værkfører i Padborg, Dennis Hartung.

- Det var en kneben sejr til drengene fra Padborg, der endte syv point foran Team de hurtige fra vores afdelinger i Randers og Hobro. Padborg-holdet har forberedt sig rigtig godt, og de er alle sammen dygtige mekanikere med forskellige faglige kompetencer. De arbejder som et team – de har forståelse for hinandens styrker og er gode til at koordinere opgaverne undervejs. F.eks. var holdet det eneste, der fandt fejlen og løste opgaven med luftaffjedring, og det skyldtes bl.a. måden de arbejdede sammen om opgaven på, siger regionschef for værkstederne i Jylland, Brian Pedersen.

Luffes lærlinge består af holdleder Jens Mikkelsen, teamleder Dennis Hartung og fire mekanikere, Christian L. Kristensen, Claus Rohr, Michael Jensen og Christian Larsen.

Næste mål er europamesterskaberne

Det er første gang holdet fra Padborg deltager i Top Team-konkurrencen, men det stopper dem ikke i at tænke stort og efterfølge målsætningen om at blive blandt eliten af mekanikere i verden. For at forberede holdet på EM, har Søren Krelskov, der er Scania Danmarks tekniske træner og ansvarlig for Top Team i Danmark, nøje udviklet et uddannelsesforløb, hvor holdet bl.a. skal på træningslejr.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med forberedelserne til EM. Scania Danmark støtter os i forberedelserne, og der er allerede planlagt en træningslejr, så vi kan styrke vores tekniske kompetencer og vores viden om Scania-produkterne, siger holdleder Jens Mikkelsen.

EM starter den 27. april 2018 i Trento, Italien. Fra EM-finalen går kun seks ud af 29 teams videre til VM, der afholdes på Scanias hovedkontor i Södertälje, Sverige i december måned.


Resultat efter weekendens DM i Top Team

1. Luffes lærlinge, Scania i Padborg

2. Team de hurtige, Scania i Randers og Scania i Hobro

3. Hjørring Redlights, Stiholt i Hjørring

4. Team Odense, Scania i Odense

5. Team Sæby, Stiholt i Sæby 

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • medarbejderudvikling
  • scania danmark a/s
  • scania danmark
  • lastbilmekaniker
  • lastbilmekanikere
  • uddannelse
  • scania
  • lastbiler
  • lastbil

Fakta om Scania Danmark

Scania Danmark er den officielle importør af Scania lastbiler og busser i Danmark og et datterselskab til Scania CV, Sverige.

Scania beskæftiger i alt cirka 600 medarbejdere, indenfor alt fra salg af busser og lastbiler, reparation og service af store køretøjer, reservedele og serviceaftaler, finansierings- og forsikrings løsninger til vognmænd, marketing og kommunikation, teknik, IT, HR og økonomi samt chauffør uddannelse på i alt 16 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.

Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal oppetid.

Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038