Pressemeddelelse -

Scania G 410 Euro 6 med rekordlavt brændstofforbrug i tyske pressetests

Scania G 410 Streamline sætter ny rekord i sparsommelighed med et forbrug på blot 23,3 liter diesel pr. 100 km svarende til 4,29 km/l i den store tyske 'Euro Truck Test 2014' og bekræfter dermed Scania Streamline's ry som markedets mest brændstoføkonomiske lastbilserie i Euro 6-klassen.

Præcis 499 kilometer krævende motor- og landeveje omkring München lagde asfalt til det tyske fagblad 'Trucker's seneste sammenligningstest af lastbiler i 400-450 hk-klassen til europæisk langturskørsel på ca. 40 tons vogntogsvægt. Og da støvet havde lagt sig, stod Scania G 410 Streamline med 13-liters 6-cyl. Euro 6-motor med ren SCR-teknologi tilbage som vinder på bl.a. laveste brændstofforbrug, laveste egenvægt og største trækkraft.

Konkurrenterne i sammenligningstesten var Mercedes-Benz Actros 1843, Renault T430 og DAF XF, mens både Volvo, Iveco og MAN havde takket nej til test-invitationen. Næstbedst i brændstoftesten blev Mercedes-Benz Actros med et dieselforbrug, der lå 1,7 liter/100 km højere end Scania’en. Korrigeret for forbruget af AdBlue, som er et nødvendigt tilsætningsstof for alle de deltagende lastbiler for at overholde Euro 6-miljønormen, opnåede Scania’en ca. 0,4 liter/100 km lavere forbrug end Mercedes Benz Actros’en samt mere end 1,5 liter/100 km lavere forbrug end de to øvrige konkurrenter.

Også den velansete transportavis 'Deutsche Verkehrs Zeitung' (DVZ) har testkørt markedets nyeste Euro 6-lastbiler på de tyske veje under realistiske forhold. Konklusionen efter fem forskellige testkørsler med Scania G 410 Euro 6 og tilsvarende lastbiler fra konkurrerende mærker gennem de seneste 12 måneder blev, at Scanias G 410 Streamline med 13-liters 6-cyl. rækkemotor med ren SCR-teknologi stod tilbage som den mest økonomiske.

DVZ-testen viste, at Scania G 410 Streamline forbrugte 1,1 liter diesel mindre pr. 100 km end gennemsnittet for konkurrenterne ved fuld last og hele 1,9 liter mindre pr. 100 km end konkurrenterne ved dellast. I DVZ’s testkørsler var Scania’en desuden hurtigst af alle på testruten både med fuld last (38,8 tons vogntogsvægt) og med dellast (25,4 tons vogntogsvægt). Og det på trods af, at Scania’ens 13-liters motor med 410 hk havde det færreste antal hk, men alligevel præsterede det højeste drejningsmoment i klassen.

Succesfuld 13-liters motorserie

Scania lancerede allerede i starten af 2012 sine første Euro 6-lastbilmotorer i 400-500 hk-klassen. Det skete i form af de 13 liters 6-cyl. rækkemotorer på hhv. 440 og 480 hk med kombineret EGR- og SCR-teknologi. Allerede fra starten opnåede de imponerende lave forbrugstal hos de fremsynede og miljøbevidste kunder, der investerede i Euro 6-lastbiler allerede knap to år før Euro 6-normens ikrafttræden pr. 1. januar 2014. Ved introduktionen af den nye Streamline modelserie i foråret 2013 introducerede Scania sine 2. generation Euro 6-motorer på hhv. 450 og 490 hk. Samtidig lancerede Scania yderligere to motorvarianter baseret på samme 13-liters motorplatform med kombineret EGR- og SCR-teknologi, nemlig 410- og 370 hk-versionerne.

Senest har Scania præsenteret yderligere to varianter af den succesfulde 13-liters Euro 6-motor; nemlig en 410’er og en 450’er med ren SCR-teknologi, hvor det er lykkedes at reducere brændstofforbruget yderligere. Det er således 410’eren med ren SCR-teknologi, der har opnået de imponerende lave forbrugstal i de tyske pressetests, og Scania er overbevist om, at den nye 450 hk-motors ”storebror” ligeledes med ren SCR-teknologi også vil klare sig bedst, når fagpressen får mulighed for til at testkøre den mod tilsvarende modeller fra konkurrenterne på det europæiske marked.

Fakta om Scanias Euro 6 motorprogram:

  • 5-cyl. 9-liters rækkemotorer: 250, 280, 320*) og 360*) hk
  • 6-cyl. 13-liters rækkemotorer: 370, 410*), 450*), 490 hk
  • 8-cyl. 16-liters V-motorer: 520, 580, 730 hk

De med *) markerede motorvarianter leveres med ren SCR-teknologi for overholdelse af Euro 6-miljønormen, mens de øvrige motorvarianter leveres med kombineret EGR- og SCR-teknologi:

  • EGR: Exhaust Gas Recirculation, tilbageførsel af udstødningsgas i forbrændingen for at opnå lavere forbrændingstemperatur og dermed reducere dannelse af bl.a. nitrogenoxid (NOx).
  • SCR: Selective Catalytic Reduction, efterbehandling af udstødningsgasserne i katalysator i lyddæmperen vha. tilsætning af ureastoffet AdBlue for dermed at fjerne bl.a. nitrogenoxid (NOx). 

Samtlige motorvarianter indgår i Scanias unikke modulsystem, hvor et stort antal hovedkomponenter ”genbruges” fra motorvariant til motorvariant. Det gælder bl.a. udformningen af forbrændingskammer samt topstykker, plejlstænger, stempler, indsprøjtningsudstyr mm. Det resulterer i højere driftssikkerhed og højere uptime for kunderne i kraft af mere effektiv service, vedligeholdelse og reservedelsforsyning samt hurtigere udvikling og opdatering mv.

Emner

  • Motor

Kategorier

  • scania
  • økonomikørsel
  • miljø
  • streamline
  • lastbiler
  • brændstoføkonomi
  • g 410
  • test
  • co2

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale