Pressemeddelelse -

Scania lander Danmarks største ordre på gasbusser

Scania Danmark har sikret sig ordre på 12 miljøvenlige gasbusser til bytrafikken i Holstebro. Ordregiver er busoperatøren Arriva Danmark, der skal drive busserne for Midttrafik. Holstebros nye bybusser skal som noget nyt køre på naturgas i stedet for diesel, hvilket vil give markante miljøforbedringer i byen.

Ved omstilling fra diesel til naturgas forventes en reduktion af CO2-udslippet med hele 57 tons om året fra busdriften. Dertil kommer en markant forbedring af luftkvaliteten, idet partikeludslippet stort set elimineres takket være dobbelte katalysatorer i bussernes udstødningssystem. De nye busser er desuden konstrueret til at køre på ren biogas, og når produktionen af biogas med tiden bliver tilstrækkelig stor, vil bussernes miljøegenskaber kunne blive yderligere forbedret.

De nye gasbusser er alle af typen Scania Citywide LE 4x2 LB2. De er 12 meter lange og har plads til 72 passagerer, heraf 34 siddende. De er udrustet med Scanias økonomiske og driftssikre 9-liters 5-cyl. Euro 6-gasmotor på 280 hk, 6-trins automatgear med integreret bremseretarder samt fuld luftaffjedring. Busserne er forsynet med såkaldt "kneeling", der automatisk sænker bussens forreste del helt ned til kantstenen, når dørene åbnes. Der er desuden lavt gulv i bussernes forreste halvdel, hvilket yderligere letter adgangsforholdene for passagererne.

Ikke billigst men bedst

Gasbuskørslen i Holstebro er resultatet af et samarbejde mellem Vestforsyning, Midttrafik og Hol-stebro Kommune. Arriva Danmark vandt kontrakten på 23.600 køreplantimer om året for en periode på otte år med mulighed for forlængelse i yderligere to plus to år.

Arriva Danmark var ikke billigst ved udbuddet på gasbusserne men vandt alligevel foran tre konkurrerende busoperatører på en kombination af bl.a. pris, driftssikkerhed, buskvalitet og arbejdsmiljø. I forbindelse med ordren har Scania Danmark desuden sikret sig fuld reparationskontrakt på busserne i foreløbig otte år. Scania Danmark får dermed det fulde ansvar for den tekniske drift af busserne, hvilket vil blive udført af Scania-medarbejdere på Arriva Danmarks eget busanlæg i Holstebro. Her etableres desuden en særskilt gasfyldestation, så busserne kan tankes med gas direkte på busanlægget. Dermed undgås spildkørsel i forbindelse med driften, hvilket tæller med i bussernes samlede brændstofforbrug.

Arriva har valgt at installere Scania Communicator kommunikationsenheder i de nye gasbusser, så samtlige driftsdata kan indsamles og trådløst overføres til efterfølgende analyse for optimering af brændstofforbrug, vedligeholdelse, chaufføruddannelse mv. Scania Danmark skal levere de nye Citywide gasbusser i midten af juni til driftsstart i forbindelse med sommerkøreplanen den 29. juni.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • naturgas
  • miljø
  • scania
  • busser
  • biogas

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 38.500 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2012 omsatte Scania CV AB for SEK 79,6 mia. og opnåede et driftsresultat på SEK 6,6 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

 

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale