Pressemeddelelse -

​Grønne datacentre vinder frem i Norden

GRØN UDVIKLING: Innovation og energieffektive teknologier bygger bro mellem kundernes behov for ekstrem høj ydelse og hensyn til miljøet. Schneider Electric IT Business skal levere løsninger til verdens første klimapositive datacenter i Sverige. I fremtiden vil driftssikkerhed og energibesparelser gå hånd i hånd som de primære krav til datacentre.

Stadig flere virksomheder vælger at placere deres servere i store datacentre. Mængden af digitale informationer vokser eksplosivt, og det stiller store krav til datacentrenes kapacitet og ikke mindst oppetid. Samtidig har virksomhederne i stigende grad fokus på hensynet til miljøet.

På dansk jord er it-giganten Apple's kommende datacenter uden for Viborg er godt eksempel på kravet om mere grøn datacenterdrift. Men det er ikke det eneste eksempel på grønne, højeffektive datacentre her på vores nordlige breddegrader.

Svensk forbillede
I Falun i Sverige er projekteringen af EcoDataCenter i fuld gang, og det bliver et datacenter, som sætter helt nye standarder for både miljøvenlighed og ydelse. Faktisk bliver EcoDataCenter ikke blot klimaneutralt, men verdens første klimapositive datacenter. Det betyder, at det producerer mere energi end det forbruger.

"EcoDataCenter er banebrydende, og det viser, at vi her i Skandinavien går nye veje for at få klimaaspektet med helt i front," siger en dansk ekspert i datacentre, Jens Løppenthien, som er salgsdirektør for IT Business i Schneider Electric, der er specialister i energieffektive datacentre.

Schneider Electric er blandt leverandørerne til det nye, grønne datacenter i Sverige. Det bliver klimapositivt, fordi centret - ligesom Apples kommende datacenter ved Viborg - leder overskudsvarme ud i byens fjernvarmenet. Om sommeren bliver datacentrets kølesystemer drevet af overskydende damp fra el-produktionen på det lokale kraftværk.

Spørger man selskabet bag EcoDataCenter, EcoDC AB, er behovet for at gøre datacentrene grønne absolut presserende:

"Der er flere end tre millioner datacentre i verden. Ifølge flere rapporter vil de datacentre om blot fem år udlede mere CO2 end den samlede flybranche," siger Børge Granli, der er en af stifterne af EcoDC AB.

Grøn er den nye parameter
Heldigvis er der ikke længere nogen indbygget modsætning mellem kravet om høj ydelse og en grøn profil. Jens Løppenthien fra Schneider Electric IT Business mener, at grøn drift i samspil med 100 procents oppetid er den nye parameter for fremtidens datacentre.

"Kundernes førsteprioritet er højt driftsstabilitet - altså 100 procents oppetid. Det har det altid været, og det vil det blive ved med at være. Men nu ser vi også en markant udvikling mod, at virksomhederne vælger datacentre med en klar, miljøvenlig profil. De to krav kan fremtidens datacentre sagtens leve op til uden at gå på kompromis," siger Jens Løppenthien.

Han slår fast, at fremtidens datacentre både er ekstremt stabile og energieffektive, og at det skyldes en kombination af nye teknologier og energieffektiv forsyning og infrastruktur:

"På den teknologiske side er der sket meget. Servere, som tidligere skulle stå i rum med en temperatur på 10-15 grader kan nu tåle at stå i 40-45 grader, og det betyder langt mindre behov for køling. Hertil kommer nye muligheder for at styre luftstrømmene i datacentrene langt mere effektivt end tidligere," siger Jens Løppenthien.

Datacentre med vokseværk
Kravene til datacentre udvikler sig hele tiden og presser den teknologiske og energimæssige udvikling. Antallet af nyetablerede datacentre falder, mens størrelsen på dem vokser. 

"Ser vi på datacentre i et globalt perspektiv, bliver der samlet bygget færre nye centre end tidligere. Til gengæld ser vi en vækst på 15 % i antallet af de helt store centre. Og jo større centrene bliver, jo mere energi skal der til for at drive dem. Derfor er det vigtigere end nogensinde at designe fremtidens datacentre intelligent," forklarer Jens Løppenthien.

Schneider Electric IT Business er specialiseret i design, løsninger og produkter til datacentre over hele verden. Paletten af ydelser spænder over kritisk forsyning, UPS, energiovervågning og -optimering, elektrisk distribution og infrastruktur samt netværkskomponenter som fx kabler, patchpaneler, rackskabe og køling.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • energibesparelser
  • datacenter
  • case-historier

Som global specialist i energioptimering i over 100 lande tilbyder Schneider Electric integrerede løsninger, der gør strømmen sikker, effektiv, pålidelig og grøn. Schneider Electric er bl.a. førende inden for energiforsyning og infrastruktur, industri og produktion, bygningsautomation, datacentre og netværk samt i løsninger til privatboligen. Schneider Electric Danmark A/S rummer bl.a. det kendte brand Lauritz Knudsen, der er Danmarks førende inden for el-materiel, intelligente systemer og løsninger til data og kommunikation. I 2013 opnåede de over 150.000 medarbejdere en omsætning på 24 mia. euro ved at fokusere på at hjælpe omverdenen med at få mest muligt ud af deres energi. 

Kontakt

Caroline Bülow

Pressekontakt Internal Communication Business Partner Denmark PR and Internal Communication 28 99 15 94

Benedicte Flamand

Pressekontakt Marketing Communication Manager +45 88 30 20 00

Relateret materiale