Pressemeddelelse -

Jens Løppenthien er udnævnt til salgsdirektør for IT-forretningen i Schneider Electric Danmark

Jens Løppenthien,53, er pr. 1. september udnævnt til Vice President for IT Business i Schneider Electric Danmark, hvor han vil få det overordnede strategi- og salgsansvar for det anerkendte IT-brand APC by Schneider Electric, som er en del af den globale energispecialist Schneider Electric. Jens Løppenthien bliver en del af den danske topledelse og overtager ansvaret fra Kim Bo Jensen, der fortsætter i den danske topledelse som projektleder af et højt profileret, internt projekt.

Jens Løppenthien skifter fra en stilling som administrerende direktør for softwarefirmaet 7-Technologies, der i 2011 blev opkøbt af Schneider Electric. 7-Technologies er kendt for sin simuleringssoftware, der er med til at spare energi i vand- og fjernvarmeforsyningen. Nu skifter Jens Løppenthien den energirigtige forsyningssoftware ud med energibesparende løsninger til datacentre og cloud-baseret hosting.

Efter 13 succesfulde år som chef og medejer af softwarevirksomheden i Birkerød, ser Jens Løppenthien frem mod nye udfordringer.

- Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med et helt nyt segment som en del af det danske management-team. Det er et oplagt tidspunkt at søge nye udfordringer, når man tænker på den fantastiske rejse, jeg har taget med 7-Technologies. Her jeg har været med til at sikre en position som anerkendt spiller på softwaremarkedet, gennemføre et salg til Schneider Electric og sikre en vellykket integration i en global virksomhed, som har givet helt nye og spændende muligheder for 7T, siger Jens Løppenthien.

Jens Løppenthien har en fortid i Mærsk Olie og Gas, COWI og 7-Technologies, hvor han de seneste 13 år har været administrerende direktør. Han er uddannet civilingeniør med en kandidatgrad i Chemical Engineering fra DTU.

Til dagligt bor Jens Løppenthien i Hørsholm, og han har to børn på 17 og 19 år.

7-Technologies blev etableret i 1984 og er særligt kendt for softwaren Aquis og Termis, der er de førende simuleringsværktøjer inden for fjernvarme og drikkevandsforsyning samt for SCADA-softwaren IGSS, der er udbredt i den danske industri. I 2011 købte Schneider Electric 7-Technologies, og de godt 40 ansatte med base i Birkerød blev pludselig en del af en global virksomhed med mere end 140.000 medarbejdere. Det har givet et helt nyt fundament for de danske software-løsninger, som nu er en del af den globale portefølje i Schneider Electric.


Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • datacenter
  • jens løppenthien
  • 7-technologies
  • navne

Som global specialist i energioptimering i over 100 lande tilbyder Schneider Electric integrerede løsninger, der gør strømmen sikker, effektiv, pålidelig og grøn. Schneider Electric er bl.a. førende inden for energiforsyning og infrastruktur, industri og produktion, bygningsautomation, datacentre og netværk samt i løsninger til privatboligen. Schneider Electric Danmark A/S rummer bl.a. det kendte brand Lauritz Knudsen, der er Danmarks førende inden for el-materiel, intelligente systemer og løsninger til data og kommunikation. I 2012 opnåede de over 140.000 medarbejdere en omsætning på 24 mia. euro ved at fokusere på at hjælpe omverdenen med at få mest muligt ud af deres energi. 

Kontakt

Caroline Bülow

Pressekontakt Internal Communication Business Partner Denmark PR and Internal Communication 28 99 15 94

Benedicte Flamand

Pressekontakt Marketing Communication Manager +45 88 30 20 00

Relateret materiale