Pressemeddelelse -
Unge deltog i fredsmarch, da højt kendskab til menneskerettighederne får børn til at sige fra overfor uretfærdighed
København, Danmark — 10. december 2025 — I anledning af 77-årsdagen for vedtagelsen af FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne, samlede Unge for Menneskerettigheder ca. 60 unge til en fredsmarch fra indre København til Nørrebro. Med bannere og skilte gjorde teenagerne opmærksom på de 30 artikler i Verdenserklæringen for at øge bevidstheden om rettighederne og fremhæve vigtigheden af at uddanne sig selv og andre i dem. Undersøgelser har nemlig vist, at børn med højt kendskab til deres rettigheder i højere grad siger fra overfor uretfærdighed.
Ført an af et stort banner med ordene ”Kend dine Menneskerettigheder” startede marchen på de københavnske gågader, inden den via Nørreport Station og Dronning Louises Bro ankom til Union på Sankt Hans Torv på Nørrebro. Nogle bar skilte med en af de 30 rettigheder, mens andre delte hæfter om menneskerettighederne ud til de forbipasserende. Arrangementet havde ikke kun til formål at markere dagen, men også at give de unge mulighed for at både at forstå og praktisere nogle af de rettigheder, som Verdenserklæringen omhandler. Derfor sluttede dagen af med en workshop om netop menneskerettighederne.
Gregory, daglig leder for Unge for Menneskerettigheder Danmark, understregede vigtigheden af undervisning: "I den seneste undersøgelse fra UNICEF Danmark og Institut for Menneskerettigheder kan man læse, at børn med højt kendskab til menneskerettighederne oftere griber ind, når de oplever uretfærdighed. Hvert femte barn (20 %) siger fra, mod kun 7 % af børn med lavt kendskab. Derfor er det så vigtigt at uddanne børnene i vore menneskerettigheder.” Han fortsatte: ” Det særlige ved at lave en workshop kombineret med en march er, at de unge opdager, hvad rettighederne betyder i praksis. Så det er opløftende at se dem blive engagerede, når de opdager, at det de har praktiseret i dag, som retten til at forsamles, retten til at ytre sig eller retten til at tænke frit, faktisk ikke er noget, der bare er en selvfølge, det er noget alle skal gøres opmærksomme på og kæmpe for.”
Som en af de unge deltagere udtrykte sig: ”Det var fedt at få lov at gå på kørebanen og have motorcykelpoliti med både foran og bagved. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg har aldrig tænkt på, at det faktisk er en ret vi har, hvis vi har noget vigtigt at fortælle til andre.”
En anden grund til at information om Verdenserklæringen stadig er højaktuel, ses i at ca. 50% af befolkningen ikke er i stand til at nævne en eneste af rettigheder fra Verdenserklæringen, baseret på tal fra Institut for Menneskerettigheder.
Efter workshoppen udtalte Gregory: ”Det betyder meget for mig at være frivillig her og hjælpe med at øge bevidstheden om menneskerettighederne. Det er vigtigt for mig at inspirere andre – især unge – til at uddanne sig og lære rettighederne at kende, så de kan handle for at sikre, at rettighederne respekteres både i Danmark og i resten af verden. Hvis vi er mange, der gør det, vil der være flere, der kan nævne nogle af de konkrete rettigheder, næste gang, der bliver lavet en rundspørge. Og dermed flere, der kan være med til at sikre, at de bliver overholdt. For det er jo det, der er hele pointen.”
Foreningen Unge for Menneskerettigheder kan næste år fejre 20 års jubilæum som godkendt almennyttig forening i Danmark, og foreningen har gennem alle disse år arbejdet med at udbrede kendskabet til Verdenserklæringen især til unge.
Om Unge for Menneskerettigheder International
Foreningen samarbejder med Youth for Human Rights International (YHRI), som er en global almennyttig aktivitet, der arbejder over hele verden med at uddanne unge i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Gennem uddeling af gratis undervisningsmaterialer, interaktive workshops og projekter styret af de unge selv, giver foreningen unge mulighed for at blive velinformerede fortalere for tolerance, fred og menneskelig værdighed. Organisationen opererer i mere end 100 lande og inspirerer millioner til at kræve menneskerettighederne overholdt og deltage i at opbygge en mere inkluderende verden.
For mere information besøg:
https://dk.youthforhumanrights...