Pressemeddelelse -
Familieevent indsamlede 113.000 kr. til indlagte børn
I sensommeren deltog Skoringen i årets hyggeligste familievent ‘A Walk in the Park’, som løb af stablen i hhv. Mindeparken i Aarhus og Valbyparken. Eventet indbyder børnefamilier til en sjov dag i grønne omgivelser med aktiviteter for hele familien. Igen i år blev der samlet penge ind til Legeheltene, som arbejder for at give indlagte børn en mere aktiv hverdag, mens de er indlagt på hospitalet. Det samlede donationsbeløb er nu gjort op og lyder på 113.000 kr.
Det er Børneulykkesfonden, som står bag projektet Legeheltene, og her er man naturligvis meget taknemmelige for den flotte donation:
”Hos Børneulykkesfonden arbejder vi målrettet for at forebygge ulykker for børn. Et af vores projekter er Legeheltene, som arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 1-14 år, der hvert år indlægges i Danmark. Den flotte donation fra A Walk in the Park gør en kæmpe forskel for Legeheltenes arbejde,” udtaler Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.
Også hos Skoringen, som var én af årets hovedsponsorer, er man begejstret for det flotte beløb, der er samlet ind til Børneulykkesfonden. Det er andet år i træk, at Skoringen bakker op om ’A Walk in the Park’, hvor skokæden med sit helt eget Børneunivers underholder med forskellige børneaktiviteter på pladsen. Om baggrunden for at støtte op fortæller marketingchef for Skoringen Mille Toft Schou:
”Vi er rigtig glade for at kunne støtte op om Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene, hvis vigtige mission er at hjælpe og opmuntre indlagte børn og deres forældre i en ofte svær og sårbar situation. Gennem vores 114 butikker er vi dagligt i dialog med rigtig mange danskere og navnligt børnefamilier, og dem ønsker vi at være med til at gøre en forskel for. Samtidig passer ’A Walk in the Park’ eventet med fokus på bl.a. bevægelse og motorik perfekt ind i vores eget Børneunivers, hvor vi bl.a. guider forældre om børnefødder og det rigtige valg af fodtøj til leg og bevægelse,” fortæller Mille Toft Schou.
På pladsen var Skoringen repræsenteret med deres 'Kid's Boot Camp', hvor lokale skohandlere aktiverede og underholdte de mange børn og deres forældre. Den mest populære var nu Skofus hunden, som er og bliver børnenes helt store favorit.
For yderligere information kontakt venligst PR- og Kommunikationsansvarlig hos Børneulykkesfonden, Signe Lykke Schouw på 30 37 81 34 eller marketingschef Mille Toft Schou på 28 93 60 55.
Emner
Kategorier
Om Børneulykkesfonden
Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.
Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Læs mere på www.børneulykkesfonden.dk
Om Skoringen
Skoringen er Danmarks største skokæde og har været familiens foretrukne skobutik igennem mere end 60 år. Med en kombination af fysiske butikker og et inspirerende online univers, henvender Skoringen sig til den danske familie med primær fokus på børnefamilien, hvor kædens Børneunivers er et centralt omdrejningspunkt. Både i butikkerne og online tilbyder skokæden et bredt sortiment af egne skomærker, modesko og mærkevaresko.
Skoringen har 114 selvstændige butikker beliggende på centrale placeringer i hele landet.