Pressemeddelelse -
Højt skum – Europa rundt
Øl – af den velbryggede slags – er på linje med vin blevet synonym med det gode liv. I Danmark vælter specialøl ud på markedet fra de etablerede bryggerier og fra det stigende antal microbryggerier, der de senere år har haft rigtig god vind i sejlene. Men der er også gået mode i at rejse efter gode og smagfulde øloplevelser. Flysøgemaskinen Skyscanner.dk giver her sit bud på 3 europæiske must-see og must-taste destinationer. Og de er ikke kun forbeholdt ølentusiaster!
Tjekkiet – kultur for smag & behag
Et uafviseligt centrum på øllets verdenskort er naturligvis Tjekkiet, hvor pilsner traditionen oprindeligt opstod. Det tjekkiske øl er verdensberømt, og tjekkerne er det folk i verden, som drikker mest øl. Hemmeligheden bag tjekkisk øl er, at jordbunden og de klimatiske forhold er ideelle til dyrkning af humle. Der findes optegnelser, som viser, at der har været dyrket humle i Bøhmen siden 859, ligesom de første vidnesbyrd om eksport er fra 903.
Lad turen starte med fly til Prag, hvor udvalget af god øl er enormt og velsmagende. Især efter en travetur på Karlsbroen. Man bør også besøge en af byens mange traditionelle ølstuer, som byder på en speciel stemning, og hvor øllet serveres frisk fra fad. I Prag kan man få øl overalt, selv på morgenmadsrestauranterne. Det er først og fremmest pilsnertyperne, man bør smage sig igennem. De mørkere øltyper er dog også fine, og der er mange gode værtshuse i og omkring Prag. De bedste og hyggeligste ligger typisk lidt væk fra hovedstrøgene.
Fra Prag kan man rejse videre til middelalderbyen Cesky Krumlow, som er opført på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Lige i nærheden ligger Cesky Budejovice og bryggeriet Cesky Budejovice Budvar, som brygger en af de bedste pilsnertyper, den originale Budweiser.
Belgien – øldrikkernes paradis
Belgien er med rette kaldt øldrikkernes paradis. I Belgien findes der i dag ca. 130 bryggerier, og Belgien er det land i verden med den største variation af forskellige øltyper. I Belgien brygges der over- og undergæret øl, en lang række specielle frugtøl og selvfølgelig de krydrede, friske hvedeøl. Den store variation af øl i Belgien gør landet til et utroligt spændende ølland. Men man skal passe på med alkoholen. At drikke et par øl i solen sidst på eftermiddagen kan slå ganske hårdt. Flere af de typiske sorter har 6-7 procent alkohol, og en god mørk øl kan snildt byde på 7, 9 eller 13 procent.
Med en billig flybillet til Bruxelles, er der ekstra budget til at smage og opleve nogle af de utallige ølkvaliteter og serveringssteder, som byen byder på. Et klassisk og stemningsfuldt sted er den legendariske bistro A La Mort Subite, som er kendt og skattet blandt alverdens ølentusiaster. Caféen er et stykke ægte Bruxelles historie, hvilket afspejler sig i atmosfæren og ikke mindst i inventaret. I den lidt mere turistede, men absolut hyggelige, ende kan nævnes Le Bier Cirkus, der har byens største ølkort.
Tyskland – fra lederhosen til røgøl
På den europæiske ølstafet skal turen naturligvis også gå omkring Tyskland, som først og fremmest er kendt for den årlige Oktoberfest i München, også kaldet verdens største ølfest. Antallet af besøgende har de sidste mange år ligget omkring 6 millioner, og ølsalget omkring 6 millioner liter! Oktoberfesten løber af stabelen over ca. 2½ uge - i år fra den 17. september til den 2. oktober - og er en kæmpe folkefest. Fra i begyndelsen at være en lokal folkefest er det blevet til verdens største ølfest, hvor folk kommer til fra hele verden for at ”smage” den spektakulære oplevelse.
Er man til kvalitet frem for Oktoberfesternes kvantitet, må et besøg i den bayerske by Bamberg anbefales. Byen er med over 150 bryggerier inden for en radius af 35 km. også kendt som Tysklands ølhovedstad. Her har øllet en helt særlig status, og de mange bryggerier fortæller alle deres egen historie, som ofte går helt tilbage til den tidlige middelalder. En af byens specialiteter er ”Rauchbier” (røgøl), som får sin markante smag, fordi man røger malten inden brygningen. Det kan lyde ubehageligt, men har man først vænnet sig til smagen (det tager typisk et par glas), er det virkelig dejligt.
I det hele taget byder landet på et væld af gode øl- og smagsoplevelser, og Skyscanner.dk finder let og hurtigt den billigste flyrejse til Tyskland.
Om Skyscanner
Skyscanner er en rejsesøgemaskine, der sammenligner priser på flyrejser hos mere end 600 flyselskaber samt priser på billeje, hotel, rejsetilbud og ferier.
Emner
- Turisme
Kategorier
- skyscanner.dk
- billige flybilletter
- flyrejser
Om Skyscanner.dk
Skyscanner er en rejsesøgemaskine, der sammenligner priser på flyrejser hos mere end 600 flyselskaber samt priser på billeje, hotel, rejsetilbud og ferier.
PR-kontakt:
Lise Duus Sønderholm
+45 3336 0425
lds@rostrapr.com
www.skyscanner.dk