Pressemeddelelse -
Eurovision fejrer 70 år med ny officiel europæisk live-turné
Den Europæiske Broadcasting Union (EBU) lancerer nu den allerførste Eurovision Song Contest Live Tour, der i sommeren 2026 rejser gennem Europa som en del af fejringen af konkurrencens 70-års jubilæum. Turnéen besøger 10 europæiske storbyer – herunder København – og samler ikoniske Eurovision-kunstnere fra syv årtier sammen med deltagere fra Eurovision Song Contest 2026.
Turnéen er skabt særligt til jubilæumsåret og præsenterer en storstilet koncertoplevelse, der kombinerer konkurrencens musikalske arv med nutidens Eurovision-stjerner. Publikum kan se frem til en liveoplevelse med den skala, det visuelle udtryk og den energi, som Eurovision Song Contest er kendt for.
Efter et rekordstort billetsalg til den 70. Eurovision Song Contest i Wien giver Live Touren fans, der ikke har mulighed for at deltage i selve konkurrencen, chancen for at opleve Eurovision-universet live. I juni og juli samles titusindvis af fans i arenaer over hele Europa for at fejre musikken, fællesskabet og de traditioner, der har defineret Eurovision gennem syv årtier.
På turnéen optræder en række ikoniske navne, der har sat deres præg på Eurovision-historien, side om side med 10 konkurrerende kunstnere fra Eurovision Song Contest 2026. Derudover vil der i hver by være særlige overraskelsesgæster på scenen. Det fulde lineup varierer fra by til by og offentliggøres løbende.
De 10 kunstnere fra Eurovision Song Contest 2026, som deltager på turnéen, annonceres dagen efter Grand Finalen den 16. maj 2026. Ikonerne, der optræder i de enkelte byer, offentliggøres i de kommende uger, og Eurofans får førsteret til nyhederne.
Martin Green CBE, direktør for Eurovision Song Contest, udtaler:
“Når vi fejrer 70 år med Eurovision Song Contest, ønskede vi at skabe noget helt særligt. Eurovision Song Contest Live Tour er en ny måde at bringe konkurrencens magi ud til publikum og samle fortid, nutid og fremtid i én fælles liveoplevelse.”
“For første gang tager vi Eurovision-oplevelsen direkte ud til fans og deres familier over hele Europa og fejrer musikken, kunstnerne og det fællesskab, som har gjort konkurrencen til en global kulturinstitution.”
Turnéen begynder en måned efter finalen i den 70. Eurovision Song Contest, som afholdes i Wien den 16. maj 2026 med semifinaler den 12. og 14. maj. 35 public service-tv-stationer deltager i konkurrencen, der finder sted i Wiener Stadthalle – også vært for konkurrencens 60-års jubilæum i 2015.
Eurovision Song Contest Live Tour promoteres af Semmel Concerts og produceres af Progress Productions.
Turnédatoer – Eurovision Song Contest Live Tour 2026
25. juni 2026 – København, Royal Arena
Derudover besøger turnéen blandt andet London, Hamburg, Milano, Zürich, Amsterdam, Paris og Stockholm.
Yderligere information om kunstnere, billetsalg og turnéen offentliggøres løbende på eurovision.com.
Related links
Emner
Kategorier
smash!bang!pow! er et liveagentur, der arrangerer og producerer mere end 300 koncerter årligt. Vi er desuden et målrettet agentur for danske talenter og står bag festivalen SYD FOR SOLEN samt andre formater i kulturlivet.