Pressemeddelelse -
Grammy-vindende Yebba giver sin første danske koncert
Den amerikanske popsanger, der bl.a. har arbejdet sammen med Drake, Ed Sheeran og Stormzy, giver koncert den 7. september i Store VEGA, hvor hun præsenterer sit nye album ”Jean” live.
Det er de færreste musikere, der kan prale af samarbejder med Drake, Ed Sheeran, Sam Smith, Stormzy og A$AP Rocky på cv’et. Få sangere har en så formidabel stemme som Yebba, og den er nøglen til både hendes solosucces og stjerne-collabs.
Abigail Elizabeth Smith, som hendes borgerlige navn lyder, gjorde første gang opmærksom på sig selv i 2016 som forrygende backing-sanger for Chance The Rapper på ”SNL”, året efter blev hun signet på Ed Sheerans label Gingerbread Man Records, og kort efter udkom debutsinglen ”Evergreen”.
2019 markerede adskillige karrierehøjdepunkter. Hun medvirkede på tre store album: Stormzys ”Heavy Is the Head”, Ed Sheerans ”No.6 Collaborations Project” og Mark Ronsons ”Late Night Feelings”. Sidst, men ikke mindst modtog hun sammen med PJ Morton en Grammy for ”Best Traditional R&B Performance” for deres fortolkning af Bee Gees-klassikeren ”How Deep Is Your Love”.
I 2021 albumdebuterede Yebba med ”Dawn”, som formfuldendt forener moderne pop, klassisk soul og store ballader. Det blev rost af medier som Variety, Exclaim og Clash Music og opnåede en 6. plads på den prestigefulde US Heat-hitliste. Samme år udkom hendes hidtil største hit, ”Yebba's Heartbreak”, der er at finde på Drake-albummet ”Certified Lover Boy”, og som er streamet over 500 mio. gange på Spotify.
Efter en solid pause fra rampelyset rørte Yebba på sig sidste år med sin medvirken på Tyler, The Creator-albummet ”Don’t Tap the Glass”. Det viste sig at være et forvarsel om ny musik fra hendes egen hånd, for i starten af 2026 annoncerede hun, at hendes andet, længeventede album ”Jean” udkom den 6. marts.
Det nye album bliver fulgt op af en international tour, hvor Danmark heldigvis er inkluderet. Den 7. september giver hun således sin første koncert herhjemme i Store VEGA.
Koncertinformation:
Yebba (US) i Store VEGA
Mandag d. 7. september 2026 kl. 20:00
Billetter: 310 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag d. 13. marts kl. 10 via billetlugen.dk
Nyheden må offentliggøres med det samme.
Related links
Emner
Kategorier
smash!bang!pow! er et liveagentur, der arrangerer og producerer mere end 300 koncerter årligt. Vi er desuden et målrettet agentur for danske talenter og står bag festivalen SYD FOR SOLEN samt andre formater i kulturlivet.