Pressemeddelelse -
Hamburg overhaler Billund som næststørste afrejselufthavn for Escapeaway
Nye tal fra Escapeaway afslører ændringer i danskernes rejsevaner. Hamburg overhaler Billund for første gang, mens lavprisdestinationer som Østersøen, Albanien og Rumænien bliver mere populære.
For allerførste gang er Hamburg blevet den næststørste afrejselufthavn for Escapeaway-rejsende fra Danmark. Det viser en oversigt over bookinger i perioden 1. januar til 31. juli 2025. Hamburg står nu for 15,1 % af trafikken, mens Billund – som tidligere var nummer to – er faldet til 14,9 %. Kastrup (København) er fortsat størst med hele 59 %, mens Aarhus udgør 6 %.
Udviklingen hænger tæt sammen med ændringer i flyudbuddet. I 2023 udgjorde Billund hele 35 % af Escapeaways bookinger. Men i december samme år stoppede Ryanair salget gennem rejsebureauer – noget, der især påvirkede afgangene fra Jylland. I juli 2024 blev der indgået en ny aftale mellem Ryanair og Escapeaway, men fra april 2025 valgte Ryanair at lukke sin base i Billund og nedlægge ruterne fra Aalborg – en udvikling, der har forstærket ændringen i rejsevanerne.
Ser man isoleret på perioden efter at Ryanair stoppede med at flyve fra Billund – altså fra 1. april til 31. juli – forstærkes forskellene yderligere. I denne periode står Hamburg for 17 % af trafikken, mens Billund er nede på 10 %. Kastrup udgør 62 % af alle afgange.
– Lukningen af Ryanairs base i Billund har ændret forudsætningerne for mange rejsende fra Jylland. Vi ser, at flere nu vælger Hamburg som alternativ, men vi ønsker stadig et stærkt udbud fra danske lufthavne. I dialog med Billund Lufthavn har vi derfor fremlagt konkrete ønsker til nye ruter, og vi ved, at der arbejdes aktivt på at få andre flyselskaber på banen,
siger Christina Morán, administrerende direktør i Escape Travel A/S Danmark.
Hamburg fremstår nu som et attraktivt alternativ for mange vestdanskere med gode forbindelser og konkurrencedygtige priser. Ændringerne i afrejser afspejler også en stigende fleksibilitet blandt rejsende, som i højere grad tilpasser sig flyudbuddet.
Lavprisdestinationer vokser – Østersøen overrasker
Spanien holder førstepladsen som det mest populære rejsemål med 36 % af omsætningen både i 2023 og 2025. Italien følger på andenpladsen med 18 % af bookingerne, mens Grækenland vokser fra 11 % i 2023 til 15 % i 2025. En af årets største overraskelser er Polen og Østersøkysten, som nu udgør 5 % af bookingerne – op fra under 1 % i 2023.
Samtidig er det tydeligt, at prisbevidste rejsende leder efter alternativer til de mest etablerede Middelhavslande. Albanien og Rumænien er blandt de lande, der vokser hurtigt i 2025, efter kun at have haft marginale bookingtal to år tidligere.
Om tallene
Tallene omfatter bookinger fra både Escapeaway og Solfaktor i perioden 1. januar til 31. juli – i henholdsvis 2023 og 2025.
Related links
Emner
Kategorier
Escapeaway er en skandinavisk rejsearrangør med to varemærker: Solfaktor og Escapeaway. Begge tilbyder fleksible pakkerejser baseret på rutefly og hoteller, med rejser til en række destinationer fra Danmark, Norge og Sverige. Virksomheden samarbejder med forskellige flyselskaber, og pakkerejserne giver gæsterne stor valgfrihed, konkurrencedygtige priser og tryghed gennem hele rejsen. Escape Travel A/S håndterer al kundeservice for Escapeaway på det danske marked.