Pressemeddelelse -

Slip din kreativitet løs med Søstrene Grenes nye app

Søstrene Grenes nye app byder på hundredvis af kreative projekter og idéer til hjemmet, højtider og fest samt nem og bekvem online shopping.

Kender du de typer, der altid har gang i et kreativt DIY-projekt? Som har huset fuldt af hjemmelavede papirblomster, håndlavede perleøreringe og hjemmestrikkede veste? Som formår at blande farver, mønstre og stilarter i hjemmet på den der helt ubesværede måde?

Nu findes der et hemmeligt våben, så din indre kreativitet kan få lov at udfolde sig til hver en tid.

I dag lancerer Søstrene Grene nemlig sin helt egen app, hvor du kan dykke ned i en vidunderlig verden af kreativ inspiration. I app’en finder du naturligvis også Søstrene Grenes webshop, så du nemt og bekvemt kan bestille nyt til hjemmet, udstyr til kreative sysler, eller hvad du ellers mangler.

Udforsk den nye app, og lær at farve stof med naturmaterialer, lave papirklip til væggen, folde origamiblomster og skabe personlige invitationer. Find sy-guides til patchworkstof, strikkeopskrifter og hækleprojekter. Bliv inspireret til at dække et festligt bord, pakke skønne gaver ind, dekorere småkager, bage snobrød eller pynte smukt og kreativt op til jul og påske. For de med børn er der også timevis af kreative DIY-projekter til de kære små at finde i den nye app.

Vidunderlige øjeblikke
Den nye app indeholder allerede hundredvis af projekter, og nye projekter tilføjes løbende. Søstrene Grene har i årevis været kendt for de kreative DIY-projekter, der hitter på kædens sociale medier. I den nye app når den kreative inspiration nye højder med endnu mere fokus på boligindretning og nutidens æstetik samt helt nye inspirerende videoer, opskrifter og artikler. I app’en kan du også gemme artikler og DIY-projekter til din profil, så du altid kan finde dine favoritter frem igen.

”Målet med Søstrene Grenes nye app er at inspirere vores kunder til at skabe vidunderlige øjeblikke i hverdagen fyldt med kreativ fordybelse og nærvær. Kreativitet er en kerneværdi for os, og med den nye app skaber vi en digital udvidelse af Søstrene Grenes verden, hvor vi virkelig kan skrue op for inspirationen og give en masse tilbage til vores loyale kunder, som vi sætter så stor pris på,” siger Mikkel Grene, administrerende direktør og medejer i Søstrene Grene.

”Naturligvis er vores webshop også tilgængelig i Søstrene Grenes nye app. Det er intuitivt, nemt og bekvemt at kunne handle via en app, og det er samtidig noget, som kunderne i høj grad forventer at kunne i dag. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde vores kunder denne mulighed,” siger Mikkel Grene.

App’en er tilgængelig i Apple App Store og Google Play nu. Søg blot på Søstrene Grene.

Related links

Emner

  • Detailhandel

Om Søstrene Grene:

Søstrene Grene er en dansk detailkæde, som siden 1973 har arbejdet på at forskønne og skabe glæde i hverdagen gennem fornyende og æstetiske designs, der inviterer til hyggelige stunder. Søstrene Grene tilbyder et stort sortiment af produkter inden for kategorierne bolig og interiør, køkken, hobby og DIY, festartikler og gaveindpakning, skole og kontor, børn og leg samt sæson-produkter. Kæden ejes og bestyres af grundlæggerfamiliens anden generation fra hovedkontoret i Aarhus, mens butikkerne primært drives på joint venture- og franchisebasis. Søstrene Grene har mere end 250 butikker fordelt på 15 lande og webshop i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig samt partnerdrevne webshops i Schweiz og på Island. Læs meget mere om Søstrene Grene på www.sostrenegrene.com eller i presserummet her: https://press.sostrenegrene.com/da

Kontakt

Malene Lund Jørgensen

Pressekontakt Head of Communication & PR

Camilla Thorsø Lund

Pressekontakt Senior Press & Communication Specialist

Tijana Krstic

Pressekontakt Senior Press & Communication Specialist

Relateret materiale