Gå til indhold
Afbilledet: CEO Stryhns Gruppen Kristian Kornerup Jensen. Foto: Kim Wendt
Afbilledet: CEO Stryhns Gruppen Kristian Kornerup Jensen. Foto: Kim Wendt

Pressemeddelelse -

Stryhns Gruppen vil fortsætte vækstrejsen med ny strategi fra 2024

Når Stryhns Gruppen indleder en ny 3-årig strategi fra 2024, er det med ambitionen om at styrke markedslederpositionen inden for fødevarevirksomhedens kernekategorier og opnå organisk vækst i både dagligvarehandlen og på foodservicemarkedet.

Fra 2024 tager Stryhns Gruppen hul på den 3-årige strategi, Fuld Fart Frem, som fokuserer på at styrke kerneforretningen og fremtidssikre produktion og værdikæde. Målet er organisk vækst i kombination med eventuelle opkøb. Trods en udfordrende periode med inflation, stigende omkostninger og et større prisfokus, er Stryhns Gruppen allerede godt på vej.

”Vi er en dynamisk organisation med markedsledende mærkevarer, og vi har været i fremgang i over 10 år. Derfor stræber vi naturligvis efter at fortsætte vækstrejsen. Efter en periode med afmatning i fødevarebranchen forventer vi en gradvis normalisering af markedet og fornyet mærkevarevækst. Det er en tendens, vi allerede ser i vores egne tal. De sidste 3 måneder har vi haft stigende markedsandele i alle vores kernekategorier, til trods for at vi stadig står over for en udfordrende periode med inflation og højere omkostninger. Det skyldes blandt andet en stor indsats fra hele vores organisation, som arbejder dedikeret med at tilpasse kerneforretningen til de aktuelle markedsvilkår. Da der er dårlig sigtbarhed på markedet, har vi en vigtig opgave i at holde skarpt øje med markedsudviklingen, mens vi lægger fundamentet til mere organisk vækst,” siger Kristian Kornerup Jensen, administrerende direktør i Stryhns Gruppen.

I den kommende strategiperiode vil Stryhns Gruppen investere et 3-cifret millionbeløb i at styrke mærkevarerne, udvide den samlede foodserviceposition, bæredygtig omstilling, procesoptimering, digitalisering og effektivisering af forsynings- og værdikæden.

Dette indebærer at sikre og udvide positionen som markedsleder inden for fødevarevirksomhedens kernekategorier som postej, pålægssalater, sauce og kondimenter. Det indebærer også at styrke virksomhedens kendte mærkevarer som Stryhn’s Leverpostej, Graasten Salater, K-Salat, Jensens Køkken og Langelænder Pølser gennem konkurrencedygtige kampagner, kategoriudvikling, et tættere samarbejde med kunderne og mere målrettet markedsføring. Konkret vil Stryhns Gruppen tredoble investeringen i markedsføringen af fødevarevirksomhedens mærkevarer og have et bredere eksponeringsfokus på flere platforme.

I strategien ligger også et øget fokus på at forenkle, effektivisere og forstærke forsynings- og værdikæden, blandt andet gennem digitalisering og udnyttelse af synergier. Samtidig arbejdes der på implementering af bæredygtige initiativer, som skal nedsætte CO2-udslippet og samtidig optimere og effektivisere produktionen. I den kommende strategi går en stor del af de samlede investeringsmidler til bæredygtige forbedringer. Dette inkluderer energibesparende fabriksoptimeringer, udvikling af genanvendt og genanvendelig emballage, reduktion af madspild og et tættere samarbejde med leverandører om at nedsætte CO2-udledning i værdikæden.

Eksempelvis kan nævnes den 2-cifrede millioninvestering i bæredygtighedsprojektet Graasten Go Green. En produktionstilbygning med tankfarme, som under konstruktionen optimeres til at spare på både energi, vand og madspild på fabrikken hos Graasten Salater, samt gøre processer lettere og hurtigere i produktionen. Tankfarmen forventes at mindske produktspild med op til 155 tons årligt gennem implementering af ny teknologi. Udover arbejdet med at gøre produktion mere bæredygtig, sætter Stryhns Gruppen også fart på omstilling af emballage. Det indebærer blandt andet et mål om, at al produktemballage skal omstilles til at være genanvendelig inden for strategiperioden. I dag er mere end 43% af Stryhns Gruppens emballage genanvendelig.

Udvidelse af foodserviceposition

Med sit seneste opkøb af foodserviceforretningen Delitaste i maj 2022 markerede Stryhns Gruppen sin ambition om at udvide positionen på foodservicemarkedet. Delitaste er et vigtigt strategisk pejlemærke for Stryhns Gruppen i de kommende år, fortæller Kristian Kornerup Jensen:

”Vi har i mange år haft professionelle køkkener som en del af kundeporteføljen i Stryhns Gruppen, men med opkøbet af Delitaste har vi fået en klar platform målrettet vilkårene i landets professionelle køkkener. Siden opkøbet i 2022 har vi arbejdet på at integrere Delitaste med vores eksisterende foodserviceforretning, og i den kommende strategiperiode skal vi for alvor udnytte synergierne. Med udvidelsen kan vi tilpasse et endnu mere relevant sortiment, bruge muligheden for krydssalg og arbejde med endnu bedre service. Vi er som en del af fusionen blevet lagerfører på hele sortimentet og kan derfor levere fra dag-til-dag.”

Samlet set har Stryhns Gruppen været i fremgang i over 10 år, og det skyldes ikke mindst et skarpt fokus på organisk vækst samt en række opkøb.

”Siden 2015 har Stryhns Gruppen udvidet med fem succesfulde opkøb, hvoraf det seneste er Delitaste i 2022. Vi har en stærk strategiplan med primært fokus på organisk vækst og opkøb, hvis den rigtige mulighed opstår. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om opkøb kommer på tale i den kommende strategiperiode, men jeg kan ikke afvise det,” uddyber Kristian Kornerup Jensen.

En organisation med noget på hjerte

For Stryhns Gruppen er social ansvarlighed og bæredygtighed en integreret del af organisationen. Det kommer til udtryk gennem fødevarevirksomhedens kontinuerlige samarbejde med Børns Vilkår og massive investeringer i bæredygtig udvikling.

”I Stryhns Gruppen ønsker vi at hjælpe danskerne til en nemmere og bedre hverdag igennem hele livet, og en god hverdag starter med en god barndom. Derfor har vi gennem to år været med til at sikre, at BørneTelefonen kan holde døgnåbent, så børn og unge altid kan søge hjælp, når de har brug for det,” siger Kristian Kornerup Jensen.

I de første to år, BørneTelefonen har haft døgnåbent, har der været 14.889 samtaler i nattetimerne mellem kl. 23.00 og 07.00. I løbet af det seneste år har der været 31 pct. flere samtaler, end det første år med døgnåbne linjer til BørneTelefonen. Børns Vilkår beretter også, at det især er om natten, at børn og unge ringer med meget alvorlige og mørke tanker som f.eks. selvskade.

“At vi så konkret kan se, hvor stor en forskel det gør, at BørneTelefonen nu kan holde åbent hele døgnet rundt, bekræfter, hvor vigtig en opgave Børns Vilkår løfter. Det er en utrolig vigtig sag for os, som er blevet en integreret del af vores organisation,” siger Kristian Kornerup Jensen om samarbejdet.

Det løbende samarbejde med Børns Vilkår indebærer forskellige aktiviteter som f.eks. synliggørelse af BørneTelefonen eller indsamlinger, der går ubeskåret til at højne trivslen blandt børn og unge.

Fakta:

Fuld Fart Frem-strategien

I den kommende strategiperiode 2024-2026 vil Stryhns Gruppen:

  • Opnå mere organisk vækst i både dagligvarehandlen og foodservicemarkedet.
  • Sikre og udvide positionen som markedsleder inden for kernekategorierne postej, pålægssalater, sauce og kondimenter som mayonnaise og remoulade.
  • Investere tre gange så meget i markedsføringen af mærkerne.
  • Investere stort i organisationen, herunder i bæredygtig udvikling, procesoptimering, digitalisering, og effektivisering af forsynings- og værdikæden.
  • Udnytte synergier bedre mellem Stryhns Gruppens eksisterende foodserviceforretning og Delitaste og udvide den samlede foodserviceposition.
  • Læs mere om Stryhns Gruppens arbejde med bæredygtighed i Stryhns Gruppens bæredygtighedsrapport 2022.

Omsætning for Stryhns Gruppen 2011-2022


Related links

Emner

Kategorier

Regions


Om Stryhns Gruppen

Med sin mere end 80 år lange historie er Stryhns Gruppen efterhånden blevet en institution i dansk fødevareproduktion. Et iværksættereventyr drevet af passionen for postejer, som med tiden har udviklet sig til en moderne fødevarekoncern med seks lokationer fordelt over hele landet. I dag tæller Stryhns Gruppen mere end 400 passionerede medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at hjælpe danskerne til en nemmere og bedre hverdag gennem vores portefølje af brands, som bl.a. tæller Stryhn’s Leverpostej, Jensens Køkken, Graasten, K-Salat, Langelænder og foodserviceforretningen Delitaste. Forskellige produkter med dét tilfælles, at de har en årelang tradition for høj kvalitet, god smag og ikke mindst en madglæde, der i generationer har gjort Stryhns Gruppen til en del af danskernes hverdag.

Stryhns Gruppen er aktivt medlem af DI Fødevarer og Mærkevareleverandørerne (MLDK), og er en del af den familieejede norske fødevarekoncern Agra, der har aktiviteter i Norge, Sverige og Danmark. investerer i en stærk læringskultur gennem anerkendende ledelse i en organisation, hvor alle kan udvikle deres potentialer og vi kan tiltrække og udvikle fremtidens talenter og kompetencer.


Kontakt

Pressehenvendelser

Pressehenvendelser

Pressekontakt +45 60 38 83 77

Tradition & innovation

Med sin mere end 80 år lange historie er Stryhns Gruppen efterhånden blevet en institution i dansk fødevareproduktion. Et iværksættereventyr drevet af passionen for postejer, som medtiden har udviklet sig til en moderne fødevarekoncern med fem fabrikker, ni brands og en lang række af landets førende mærkevarer inden for såvel postejer og pålægssalater som saucer, remoulade, mayonnaise, dressing, sennep og pølser.

I dag tæller Stryhns Gruppen mere end 400 passionerede medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at gøre hverdagen bedre gennem vores brede portefølje af brands, som bl.a. tæller Stryhn’s, Jensens Køkken, Graasten, K-Salat og Langelænder. Forskellige produkter med dét tilfælles, at de har en årelang tradition for høj kvalitet, god smag og ikke mindst en madglæde, der i generationer har gjort Stryhns Gruppen til en del af danskernes hverdag.

Stryhns Gruppen
Vestre Kirkevej 13-19
4000 Roskilde
Danmark