Gå til indhold
Suzuki Swift 2020 opgradering
Suzuki Swift 2020 opgradering

Pressemeddelelse -

Facelift opgraderer Suzuki Swift på sikkerhedsudstyr

Tre år efter introduktionen af den nuværende Suzuki Swift er det blevet tid til et facelift. Mens der kun er små ændringer af designet, så får Swift nu en af klassens mest omfattende sikkerhedspakker. Allerede fra den billigste Club-model bliver Full-LED forlygter, automatisk nødbremse og aktiv fartpilot standardudstyr, mens der fra volumenmodellen Action bydes på en lang række nye sikkerhedsfeatures.

Små ændringer af designet
Udvendig er der kommet en ny og kraftigere kromliste i kølergrillen, der også har fået et nyt mønster, mens alufælgene er i et nyt design, og der er kommet nye sølvfarvede indlæg i instrumentbordet. Der er også kommet nye farvekombinationer, så det fx er muligt at gøre sin Swift endnu mere personlig ved f.eks. at kombinere de to metalfarver Burning Red Pearl eller Speedy Blue med sortlakeret tag.

Klassens mest omfattende sikkerhedspakke
Så enkelt kan det siges. Selv i den billigste Swift Club til 145.990 kroner er afgørende sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse, aktiv fartpilot og Full-LED forlygter nu standardudstyr.

Fra Action-modellen til 159.990 kroner får man derudover vognbaneassistent med force- back, slingreadvarsel, blind vinkel-advarsel, Rear Cross Traffic Alert, skiltegenkendelse og automatisk op/nedblænding af LED-forlygterne. Det gør ganske enkelt Swift til en af de bedste i klassen, når det gælder standardmonteret sikkerhedsudstyr.

Rear Cross Traffic Alert advarer om krydsende trafik bag bilen, f.eks. når man bakker ud fra en parkeringsplads eller indkørsel med dårlige udsigtsforhold. Blind vinkel-advarsel er både en visuel indikator og advarselslyd, som advarer om biler, der befinder sig i førerens blinde vinkel, f.eks. ved vognbaneskift. Og LED forlygterne giver et utroligt klart lys, hvor nærlyset har samme lysstyrke som fjernlyset. Og med den automatiske op- og nedblænding kan de udnyttes optimalt.

Hybridsystem med større batterikapacitet
Suzukis 12V hybridteknik er standard i alle Swift varianter, og systemet er nu blevet mere effektivt, da batterikapaciteten er øget fra 3 til 10 Ah. Dermed kan systemet assistere oftere og længere end før, f.eks. under acceleration på motorvej. Hybridsystemet består af en let og kompakt elmotor, et effektivt lithium-ion batteri og et avanceret styresystem. Hver gang bilen nedbremses samles energien op og lagres i lithium-ion batteriet, og når der derefter sættes i gang eller accelereres, bruger elmotoren strømmen til at assistere benzinmotoren. Og da det er el-motoren, som starter benzinmotoren, når start/stop-systemet har været aktiveret, foregår det både lydløst og umærkeligt for føreren.

Opdateret Dualjet-motor
Den 1,2-liters Dualjet-motor er også opdateret og yder nu 83 hk og 107 Nm. Med et gennemsnitligt forbrug på 20,4 km/l samt en CO2-udledning på 111 g/km (iflg. WLTP) er Swift i energiklasse A+ med en halvårlig ejerafgift på 500 kr.

En anden nyhed er, at Swift nu også fås med 12V hybridteknik og CVT automatgear, som sikrer en god acceleration ved lave hastigheder og det lavest mulige forbrug ved fx landevejskørsel ved kontinuerligt at tilpasse gearingen.

Endnu mere værdi for pengene
Som altid tilbyder Swift også masser af komfortudstyr. Fra Action omfatter standardudstyret udover den omfattende sikkerhedspakke også multimedie-system med Apple CarPlay/Android Auto, bakkamera med P-sensor, 16” alufælge og sorte ruder bag. Og for en merpris på blot 10.000 kroner kan man vælge Exclusive-modellen med klimaanlæg, nøglefri betjening med startknap, navigation, teleskopjustering af læderrattet og elruder for og bag.

Med sit lave forbrug, de underholdende køreegenskaber og det omfattende sikkerhedsudstyr i alle modelvarianter, er Swift derfor godt rustet til at opfylde de danske bilkøberes behov for en veludstyret super-mini, der giver høj værdi for pengene. Den faceliftede Swift står klar hos Suzukiforhandlerne fra den 12. oktober. 

Emner

Tags

Pressekontakt

John Mogensen

John Mogensen

Pressekontakt Pressechef 56671124/30542673

Relateret materiale

Velkommen til Suzuki Bilimport Danmark

Suzuki Bilimport Danmark A/S er et privatejet dansk selskab, som står for importen af Suzuki biler til Danmark. Vi holder til lige nord for Køge og beskæftiger cirka 50 medarbejdere. Faciliteterne omfatter bl.a. et moderne klargøringsanlæg, et stort reservedelslager, så vi kan levere de fleste reservedele fra dag til dag og vores egen serviceafdeling med teknikere og specialister.
Med hele 78 autoriserede forhandlere har Suzuki et af de største og bedst dækkende forhandlernet, hvilket sikrer kunderne nem adgang til både salg og værkstedsservice. Helt i tråd med vor målsætning om at være tættere på kunderne.
Siden starten med Suzuki i 1996 er det gået rigtigt stærkt, og der er nu solgt mere end 200.000 biler her i landet. Det gør Suzuki til et af landets mest fremgangsrige bilmærker i nyere tid, og Suzuki har nu etableret sig som et af de større bilmærker i Danmark. Multi-bilen Wagon R, som tog danskerne med storm ved introduktionen i 1998, minibilen Alto og den køreglade Swift har medvirket til successen. Og senest er der fuld gang i SUV modeller som Ignis, S-Cross og Suzuki Vitara.