Gå til indhold
Ny Suzuki Swift gøres klar til foråret 2024

Pressemeddelelse -

Ny Suzuki Swift gøres klar til foråret 2024

Årets store Japan Mobility udstilling i Tokyo bød blandt andet på premieren for en Swift Concept model, der viste en mulig retning for en kommende 4. generation af den populære kompaktbil. Og nu har Suzukifabrikken offentliggjort de første fotos af, og oplysninger om, den produktionsklare model, der efter planen skal lanceres i Europa og Danmark i løbet af foråret 2024.
Siden introduktionen af den første Suzuki Swift i 2005 har Swift-modellen opbygget et ry som en køreglad og økonomisk bil, og den er nu blevet solgt i mere end 9 millioner eksemplarer i 169 lande - heraf mere end 40.000 i Danmark.

Sofistikeret design
Den nye Suzuki Swift fremstår med et friskt designsprog ude og inde, og det er tydeligt at se, hvordan modellen har udviklet sig op gennem model-generationerne. Selvom designet er helt nyt, er det nærmest ikoniske Swift design stadig let genkendeligt. Udtrykket er blevet mere karakterfuldt med den dominerende kølergrill i pianoblankt design og de stilistiske forlygter med en L-formet signatur, der nærmest flyder sammen med bilens skulderlinje. Indvendigt er der også tale om et komplet nydesign, hvor blandt andet instrumentbordet med et 9” multimediesystem med connectivity services og en HD-skærm er vinklet mod føreren.

Ny motor og mere sikkerhedsudstyr
Under motorhjelmen ligger en nyudviklet 1,2 benzinmotor, der får assistance af et 12V mild-hybridsystem, som genbruger den energi, der samles op ved nedbremsninger for en bedre benzinøkonomi og lavere CO2-udslip. Og den nye Swift bliver spækket med det nyeste og mest avancerede sikkerhedsudstyr som standard i alle versioner. Fx et udvidet nødbremsesystem, som også reagerer på cykler og fodgængere og som kan afbøde frontale og diagonale kollisioner. Og den aktive fartpilot og vognbaneassistent, der også fastholder bilen i vejbanen, er blevet optimeret for mere effektiv funktionalitet. Nyt er også et fører-monitoreringssystem, hvor et lille kamera overvåger om føreren er opmærksom og giver en advarsel, hvis det ikke er tilfældet. Af andre vigtige sikkerhedsfeatures i den nye Swift kan også nævnes blind-vinkel advarsel, vejskilte genkendelse og advarsel mod krydsende trafik bagfra.
De danske motorjournalister får lejlighed til at testkøre den nye Suzuki Swift på et internationalt pressearrangement medio marts 2024, og modellen er klar til lancering i Danmark senere på foråret.

Emner

Kategorier

Kontakt

John Mogensen

John Mogensen

Pressekontakt Pressechef 56671124/30542673

Velkommen til Suzuki Bilimport Danmark

Suzuki Bilimport Danmark A/S er et privatejet dansk selskab, som står for importen af Suzuki biler til Danmark. Vi holder til lige nord for Køge og beskæftiger godt 50 medarbejdere. Faciliteterne omfatter bl.a. et moderne klargøringsanlæg, et stort reservedelslager, så vi kan levere de fleste reservedele fra dag til dag og vores egen serviceafdeling med teknikere og specialister.
Med hele 78 autoriserede forhandlere har Suzuki et af de største og bedst dækkende forhandlernet, hvilket sikrer kunderne nem adgang til både salg og værkstedsservice. Helt i tråd med vores målsætning om at være tættere på kunderne.
Siden starten med Suzuki i 1996 er det gået rigtigt stærkt, og der er nu solgt mere end 220.000 Suzuki biler her i landet. Desuden er bilparken nu den 8. største i Danmark. Multi-bilen Wagon R, som tog danskerne med storm ved introduktionen i 1998, minibilen Alto og den køreglade Swift har medvirket til successen. Og senest er der fuld gang i SUV modeller som Ignis, S-Cross og Suzuki Vitara.

Suzuki Bilimport Danmark
Unionsvej 16
4600 Køge
Denmark