Pressemeddelelse —
Profil Optik investerer i Gråsten med nyrenoveret butik og over dobbelt så mange stel
Profil Optik Gråsten er byens eneste optiker og igennem mange år hjulpet utallige gråstenere med at se bedre. Det havde slidt lidt på butikken, som nu får den et gennemgribende løft med nye gulve, vægge og loft og en lysnet ny facade. Med investeringen viser kæden, at den er kommet for at blive – og at den ønsker at være der for kunderne i Gråsten, som gerne vil handle lokalt.
At flytte har aldrig været på tale. Butikken bliver liggende på sin centrale adresse midt i byen, et stenkast fra Gråsten Slot, hvor garden går forbi ved vagtskiftet. Selvom butikken har samme størrelse som før, giver den nye indretning plads til et markant større udvalg af brillestel og solbriller, så kunderne får endnu flere valgmuligheder.
Vi vil Gråsten
Souschef Frederik Snejbjerg Pedersen: ”Gråsten er en lille by, men det er en by i udvikling. Mange mindre byer oplever, at butikker og skoler lukker, men her vælger man at investere. Det synes jeg, Gråsten kan være stolt af. Folk herude vil gerne støtte lokalt, og nu kan vi byde dem velkommen i en butik, der er lige så flot, som de fortjener.”
For Frederik er renoveringen også personlig. Som dreng kom han ofte i de samme lokaler, dengang der lå en urmager, hvis datter var hans barnepige, hvorigennem han havde et tæt forhold til familien. I dag er det ham, der står bag disken og byder kunderne velkommen.
Stort udvalg midt i byen
For kunderne betyder investeringen først og fremmest et markant større udvalg.
”Kunderne har efterspurgt flere stel, og nu får de ikke bare langt flere valgmuligheder blandt brands som Oakley, Ray-ban, Gucci og Dolce&Gabanna, som de kender fra vores butik. Der kommer også stærke nye brands på hylderne som Swarowski, Longchamp, Giorgio Armani og Michael Kors. Det betyder, at kunderne kan finde præcis det udtryk, de leder efter, her i Gråsten,” siger Frederik Snejbjerg Pedersen.
Profil Optik-kæden skaber rammerne, medarbejderne indholdet
Øjensundheden er fortsat i centrum, ikke mindst fordi Gråsten har en ældre befolkning – men butikken har også mange yngre kunder, og flere familier har været kunder gennem generationer. Synsprøverummet fik nyt udstyr for mindre end et halvt år siden, så kunderne bliver undersøgt med det bedste udstyr, Profil Optik har.
Tina Høyer Gaardsholt, adm. Direktør for Profil Optik: “Det er et stort ansvar at hjælpe mennesker til at se bedst muligt. Derfor investerer vi løbende i vores butikker, så vores dygtige medarbejdere kan tilbyde den bedst mulige kundeoplevelse. Med den nærmest helt nye butik i Gråsten får kunderne det største udvalg af brillestel og solbriller, kombineret med den personlige rådgivning og høje faglighed, som Profil Optik er kendt for. Vi tror på Gråsten og glæder os til at byde både nuværende og nye kunder velkommen.”
Et frisk pust i nye rammer
Det er to lokale ansigter, kunderne møder i butikken: souschef og kunderådgiver Frederik Snejbjerg Pedersen, der har mange års erfaring i optikerbranchen og bor lige uden for Gråsten, og optiker Emilie Brinck Pedersen, der har knap ti år i branchen og er flyttet til Gråsten efter at have fået jobbet. De tog over sidste sommer, da det tidligere hold på to gik på pension efter mange år i butikken, og de har været med i renoveringen.
Butikschef for Sønderborg og Gråsten Tine Posch: ”Jeg synes, det er virkelig flot, at Profil Optik har valgt at investere i Gråsten. Det er en dejlig by – jeg har selv boet der. Frederik og Emilie er fagligt dygtige, modemæssigt dygtige og menneskekendere til fingerspidserne, og de har bragt et frisk pust og et højt humør til butikken. Med renoveringen får de nu rammerne til at drive en butik i verdensklasse.”
Mandag den 19. oktober kl. 9.30 åbner Profil Optik Gråsten dørene til den nyrenoverede butik. Kunder og alle andre, der har lyst til at se den nye butik, er velkomne til at kigge forbi – der vil være kaffe, kage og goodie bags.
Yderligere information:
Flemming Mieth, flemming.mieth@profiloptik.dk, 29 27 97 55
Relaterede links
Emner
Kategorier
Regions
Om Profil Optik by Synsam
Profil Optik by Synsam er en del af Synsam Group, en ledende optikerkæde i Norden med et bredt og prisvenligt udbud af tjenester og produkter inden for øjensundhed og brillemode med udgangspunkt i vores kunders forskellige livsstile og behov.
Koncernen har cirka 5.600 medarbejdere, en omsætning på cirka 7,3 mia. SEK (rullende 12 måneder frem til juni 2026) og cirka 600 butikker i Norden, som drives under varemærkerne Synsam, Synsam Outlet samt Profil Optik i Danmark. Gennem digitalisering, abonnementsløsninger og andre innovative koncepter er Synsam Group en stærk innovator på det nordiske optikmarked inden for flere områder, herunder kundeoplevelsen, produktudbuddet og ESG. Synsam Groups aktie handles på Nasdaq Stockholm (SYNSAM).
www.synsamgroup.com