Gå til indhold
Nick Hækkerup indtræder i Systematics bestyrelse

Pressemeddelelse -

Nick Hækkerup indtræder i Systematics bestyrelse

Forhenværende justitsminister Nick Hækkerup er indtrådt som nyt bestyrelsesmedlem i softwarevirksomheden Systematic.

Når bestyrelsen i softwarevirksomheden Systematic mødes fremover, sidder et nyt, men velkendt ansigt med ved bordet. Den 7. december trådte direktør i Bryggeriforeningen og tidligere justitsminister, Nick Hækkerup ind i virksomhedens bestyrelse.

Systematics grundlægger og CEO Michael Holm glæder sig over at have fået en kompetent profil med solid erfaring fra dansk toppolitik og stor viden om det offentlige med ombord.

”Vi er en global virksomhed, som leverer kritiske it-løsninger til flere dele af den offentlige sektor herunder sundheds- og forsvarsområdet. Nick kommer med 22 års erfaring fra dansk politik, hvor han gennem længere perioder har siddet med det øverste, politiske ansvar for flere af de områder, som vi udvikler it-løsninger til. Det er en stor gevinst for os, at Nick takkede ja til posten,” siger Michael Holm.

Nick Hækkerup forlod dansk politik i maj 2022 for at blive direktør i Bryggeriforeningen, og han ser frem til at gøre sin viden og erfaring gældende i en virksomhed, der i hans øjne bidrager positivt til både den private og den offentlige sektor i ind- og udland.

”Systematic er med til at digitalisere vores samfund og understøtte kritiske sektorer med it-infrastruktur og intuitive løsninger. Hver dag bidrager deres produkter til at lette arbejdet og øge trygheden for medarbejdere i politiet, forsyningssektoren, forsvaret, på bibliotekerne, plejehjemmene og hospitalerne, og jeg er meget glad for, at min viden og erfaring kan bidrage til netop dette, siger Nick Hækkerup.

Nick Hækkerup er uddannet jurist og ph.d. fra Københavns Universitet. Han begyndte sin politiske karriere i kommunalpolitik, da han i 1994, blev valgt til byrådet i Hillerød, hvor han senere blev borgmester gennem syv år. I 2007 blev han valgt ind i Folketinget for Socialdemokraterne.

Nick Hækkerup har været forsvarsminister, minister for sundhed og forebyggelse, handels- og europaminister og senest justitsminister. Derudover har han bestredet en lang række poster i nævn og udvalg herunder formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, formand for Udenrigsudvalget og medlem af Finans- og Skatteudvalget.

Systematics bestyrelse består af:

  • Formand Peter L. Ravn. Professionelt bestyrelsesmedlem, og tidligere koncernchef i SimCorp A/S fra 2001 til 2012.
  • Næstformand, Lars Monrad-Gylling. Professionelt bestyrelsesmedlem og tidligere adm. direktør i KMD A/S.
  • Helle Østergaard Kristiansen. CEO i Danske Commodities.
  • Timothy Wickham. Partner i Oliver Wyman, Washington DC, USA.
  • Nick Hækkerup. Direktør i Bryggeriforeningen.

Medarbejdervalgte medlemmer:

  • Allan Iversen: Facility Manager i Systematic A/S
  • Pernille Keum Hjort Møller: Lead Business Partner, People & Culture i Systematic A/S

Related links

Emner

Kategorier


Systematic blev grundlagt i 1985 og udvikler software og systemløsninger til kunder i både den offentlige og private sektor. Fælles for Systematics kunder er behovet for at integrere, sammenligne og analysere store mængder af komplekse data og generere et overblik, som gør det muligt at træffe beslutninger baseret på et solidt fundament - ofte i kritiske situationer.

Systematics softwareløsninger anvendes bl.a. inden for forsvar, politi, beredskab, offentlig administration samt sundheds-, forsynings- og uddannelsessektoren.

I dag er virksomheden Danmarks største privatejede softwarefirma med løsninger solgt til kunder i over 50 lande. Mere end 1 million mennesker over hele verden bruger hver dag Systematics løsninger og services.

Systematic har cirka 1.100+ ansatte og hovedsæde i Aarhus. Derudover har virksomheden kontorer i København, Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Sverige, De Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien, Rumænien og USA.

www.systematic.com.

Kontakt

Maia Lindstrøm Sejersen

Maia Lindstrøm Sejersen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 4196 5013

Relateret materiale

SIMPLIFYING CRITICAL DECISION MAKING

Vi leverer pålidelige og brugervenlige it-løsninger og -produkter, som gør det nemt for vores kunder at træffe kritiske beslutninger baseret på et kvalificeret grundlag.

Siden etableringen i 1985 har Systematic udviklet sig til en international it-virksomhed, der fokuserer på fem kerneforretningsområder: Digitalisation, Healthcare, Defence, Intelligence & National Security og Library & Learning
Fælles for disse forretningsområder er et behov for at kunne integrere, sammenstille og analysere store mængder komplekse data samt skabe et overblik, som muliggør kvalificeret beslutningstagning - ofte i kritiske situationer.

Selvom vores kunder er bredt repræsenteret inden for en række forskellige områder, er det, vi gør, faktisk ganske snævert fokuseret. Vi ser det som vores opgave at gøre komplicerede ting enkle, at videreudvikle de løsninger, som vores kunder allerede kender og stoler på, og at gøre alting lidt bedre – samtidig med at vi konstant udfordrer eksisterende arbejdsgange og teknologier.
Alt, hvad vi gør i Systematic, kommer til udtryk i vores fire brand values: Simplicity. Trust. Performance. Forward-thinking.

Systematic A/S
Søren Frichs Vej 39
8000 Aarhus C
Denmark
Besøg vores andre nyhedsrum