Pressemeddelelse -
Systematic har leveret første del af NATOs nye missionskritiske it-system
Første fase i udrulningen af NATOs nye kommando-kontrolsystem til landstyrker er sket til tiden og inden for budget, hvilket blev markeret i Bruxelles i går.
Den 18. juni markerede NATO’s Kommunikations- og Informationsagentur (NCI Agency) og den danske softwarevirksomhed Systematic en vigtig milepæl. Det skete som led i aftalen om at levere et nyt missionskritisk it-system til kommunikation, planlægning og koordinering af NATO’s landoperationer.
Da NATO sidste år valgte et fælles kommando-kontrolsystem til sine landstyrker, faldt valget på Systematics velafprøvede system, SitaWare Headquarters, efter en intensiv udbudsfase med flere leverandører fra den globale forsvarsindustri.
Den 18. juni kunne partnerne fejre, at løsningen nu er taget i brug i NATO’s operative kommandostruktur, og dermed er den vigtige milepæl kaldet ”Initial Operational Capability” (IOC) – nået. Det betyder, at installation af software samt test og træning af NATO’s landstyrker nu er gennemført på to primære lokationer i Tyrkiet og i Holland.
For at markere dette vigtige delmål i projektet, mødtes repræsentanter fra NATO’s NCI Agency og Systematic i Bruxelles – blandt dem NCI Agency’s direktør Ludwig Decamps og Systematics grundlægger og bestyrelsesformand Michael Holm. Her var der stor tilfredshed med projektets fremdrift og opnåede mål:
”At vi nu kan erklære systemet for operationelt, er et vigtigt skridt i moderniseringen af NATO’s operationelle kræfter på landjorden. SitaWare er en robust og interoperabel løsning, som er udviklet i tæt samarbejde med NCIA og NATO’s allierede, og er en styrke for vores evne til at operere sammen i et komplekst trusselsmiljø,” sagde Ludwig Decamps, direktør for NCI Agency.
Systematic klar til næste fase
Næste mål for projektet er nu, at løsningen skal være fuld operationel inden udgangen af marts 2026. Det indebærer, at softwaren installeres på flere NATO-lokationer, integreres med NATO’s øvrige systemer, og at brugerne modtager undervisningsmateriale skræddersyet til deres behov.
Projektet følger planen, og softwaren er allerede installeret på yderligere tre NATO-baser i henholdsvis Italien, USA og Norge.
"Nu hvor IOC er opnået, er vi klar til at støtte den videre udrulning af SitaWare hos NATO, så vi sikrer, at vores soldater altid har de nødvendige værktøjer til at kommunikere, planlægge, træffe beslutninger og løse deres opgaver under krævende forhold. Det er en vigtig opgave, vi er meget stolte af at kunne bidrage til,” sagde Systematics bestyrelsesformand, Michael Holm.
SitaWare Headquarters styrker samarbejdet i alliancen ved at sikre fælles overblik og hurtigere informationsdeling mellem koalitionspartnere. Løsningen giver militære chefer et fælles operationelt overblik over indsatsområder og gør det muligt at dele præcise data på tværs af taktiske niveauer i realtid. På den måde er det muligt at træffe beslutninger baseret på data og et samlet overblik – også i komplekse og kaotiske situationer.
IOC-status (Initial Operational Capability) betyder, at følgende milepæle er nået:
- SitaWare Headquarters er taget i brug på udvalgte NATO-lokationer
- Løsningen er integreret i NATOs operative kommandostruktur
- Brugerne har modtaget den første træning
- Der er etableret adgang til løbende support og vedligeholdelse
Related links
Emner
Kategorier
Systematic blev grundlagt i 1985 og udvikler software og systemløsninger til kunder i både den offentlige og private sektor. Fælles for Systematics kunder er behovet for at integrere, sammenligne og analysere store mængder af komplekse data og generere et overblik, som gør det muligt at træffe beslutninger baseret på et solidt fundament - ofte i kritiske situationer.
Systematics softwareløsninger anvendes bl.a. inden for forsvar, politi, beredskab, offentlig administration samt sundheds-, forsynings- og uddannelsessektoren.
I dag er virksomheden Danmarks største privatejede softwarefirma med løsninger solgt til kunder i over 50 lande. Mere end 1 million mennesker over hele verden bruger hver dag Systematics løsninger og services.
Systematic har cirka 1.100+ ansatte og hovedsæde i Aarhus. Derudover har virksomheden kontorer i København, Australien, Canada, Finland, Tyskland, New Zealand, Sverige, De Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien, Rumænien og USA.