Pressemeddelelse -

Sodavand er syrebad for tænderne

Alle advarselslamper blinker hos Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg, efter at det er kommet frem, at danskernes forbrug af sodavand er steget med 38 millioner liter årligt efter fjernelsen af afgiften på området.

- Sodavand er en af de største hindringer i forhold til en fortsat god tandsundhed. For det første er sukker i sodavand en medvirkende årsag til huller i tænderne. Bakterierne på tænderne lever nemlig af sukker, som de omdanner til syre, der kan lave hul i tænderne. Og i halvanden liter cola er der, hvad der svarer til 75 sukkerknalder. For det andet kan et for stort forbrug af sodavand føre til syreskader på tandemaljen. Og for det tredje dækker det store forbrug af sodavand formentlig over, at mange mennesker sidder og drikker sodavand en stor del af dagen. På den måde er deres tænder faktisk i et konstant syrebad, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Tandlægeforeningen protesterede i klare vendinger, da regeringen i 2013 afskaffede sukkerafgiften. Foreningen frygtede, at konsekvensen ville være et øget forbrug af sodavand.

- Desværre er det gået, som vi frygtede. Og vi ser så småt også følgerne af det på tandklinikkerne, hvor vi efter mange år med stadige forbedringer i tandsundheden ser en del både unge og voksne med tandsygdomme, der kræver behandling. Huller i tænderne er fortsat en folkesygdom, og hver sjette teenager har syreskader på tandemaljen. Hvis regeringen ikke sætter ind med initiativer, der kan få flere til at erstatte de mange sodavand med postevand og kildevand, vil mange danskere komme til at betale prisen i form af dårligere tænder, siger Freddie Sloth-Lisberg.

Se Tandlægeforeningens kommentar til fjernelsen af sodavandsafgiften her:
http://www.tandlaegeforeningen.dk/Pressen/Nyheder/Pressemeddelelser/2013/04/billig_sodavand_bombe_under_tandsundheden.aspx

Nærmere oplysninger kan fås hos Tandlægeforeningen. Kontakt kommunikationschef Claus Jørgensen, tlf. 21 26 56 98, mail cj@tdl.dk, eller kommunikationsmedarbejder Charlotte Holst, tlf. 70 25 77 11, mail chh@tdl.dk.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kontakt

Relateret materiale