Pressemeddelelse -

TDC øger hastigheden på mobilt bredbånd

TDC er lige nu i gang med en landsdækkende opgradering af selskabets 3G-netværk.

I første omgang opgraderes godt 700 master, hvoraf de fleste får mere end fordoblet deres hidtidige kapacitet. De mest trafikbelastede master bliver allerede nu opgraderet til ikke mindre end 42 Mbit/s. Opgraderingen, der samtidig giver uploadhastigheder på op til 5,7 Mbit/s, vil være fuldt udrullet i midten af december.

TDC er dermed den første danske operatør, der sætter 42 Mbit/s i drift i netværket.

”Opgraderingen af netværket er så kraftig, at man som mobil datakunde hos TDC vil opleve en langt højere hastighed på internettet, helt uden at opgradere sit abonnement, simpelthen fordi kapaciteten på den enkelte mast bliver så meget større, at der nu er plads til endnu flere brugere på én gang,” fortæller koncern-teknologichef i TDC, Jess Ibsen.

Nye trends øger efterspørgslen
Danskernes mobile dataforbrug er for tiden i så eksplosiv vækst, at vores mobile dataforbrug bliver mere end fordoblet hver femte måned. Og vi danskere forventer en stabil forbindelse – uanset hvor i landet, vi befinder os.

”Vi oplever en voldsom efterspørgsel efter internet på farten. Derfor opgraderer vi netværket, så vi sikrer danskerne en fortsat stabil internetforbindelse, hvor og hvornår de har lyst,” fortæller Jess Ibsen.

Især tre trends er med til at øge efterspørgslen. Dels kommer der hele tiden nye mobile dataforbrugere til. Mere end hver anden solgte mobiltelefon er i dag en smartphone med internetadgang. Og dels vil også helt nye opfindelser som fx tablet-computere som iPad og lign. være med til i nær fremtid øge efterspørgslen efter mobildata yderligere. Og endelig er TDC’s flat-rate dataabonnementer med frit dataforbrug med til at stimulere forbruget yderligere.

Samspil med 4G
Opgraderingen af TDC’s 3G-netværk er en del af TDC’s overordnede netværksstrategi, der også dækker udrulningen af det kommende 4G-netværk.

”En optimal udnyttelse af 4G-nettet forudsætter et velfungerende samspil med et stabilt 3G-netværk. Det er det, vi nu fintuner til åbningen af TDC’s 4G-net i starten af det nye år,” slutter Jess Ibsen.

Emner

  • Nye produkter, tjenester

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510