Gå til indhold
Danmarks største YouTuber besøger TEC

Nyhed -

Danmarks største YouTuber besøger TEC

”En dag med gæk. Velkommen til Benjamin Hav på TEC.”

Sådan indleder den karismatiske, ordsnedkererende rapper, Benjamin Hav, sin seneste video. Han har nemlig udvidet repertoiret og er blevet YouTuber med helt egen YouTube-kanal. Endda Danmarks største af slagsen (ifølge ham selv).

I starten af februar lagde han vejen forbi TEC i Hvidovre - hans første besøg på en uddannelsesinstitution. Det er mundet ud i en over 20 minutter lang video, hvor han leger, joker, rimer og stiller undrende spørgsmål. Alt fra uddannelsesmæssige rammer og regler til transportmidler kommer under kærlig behandling.

"En ellert - det er som en klapvogn til vokse. Bare på el."

Videoen blev publiceret lørdag den 2. marts og har allerede op mod 20.000 visninger og over 600 likes på YouTube.

Hvis man skal have ét certifikat i livet…

Der er ingen tvivl om, at Benjamin Hav har erhvervsuddannelsernes ryg. Undervejs i videoen undrer han sig blandt andet over, at der ikke er flere, der vælger en erhvervsuddannelse:

”Hvorfor kan man egentlig ikke starte som mekaniker allerede i tredje klasse? By the time du går i niende klasse, er du jo fuldstændig hjernedød god,” lyder slutningen fra Hav.

Hans første besøg i videoen er hos flyteknikerne, hvor han tester sig selv af i en flysimulator, der imiterer et cockpit på en flyvende maskine. Desværre - konstaterer han - må man hverken spise eller spille computerspil med kanoner inde i cockpittet.

Derefter forsøger Benjamin Hav at betjene en teleskoplæsser.

”Simpelthen så fuldstændig vulgær en smuk situation,” som han udtrykker det.

”Én af de ting man skal have i livet, det er et certifikat til sådan en.”

Han afslutter dagen som lastbilchauffør i en simulator. Og det er han god til - synes han selv.

”En snorlige succes. Er du villig til at give mig det kørekort med det samme?” spørger han selvtilfreds.

Se videoen her: Benjamin Hav tager truck kørekort på TEC (youtube.com)

Emner

Kategorier

Kontakt

Lærke Cecilie Lindegård

Lærke Cecilie Lindegård

Pressekontakt Presseansvarlig +4525453457

Et uddannelsesvalg for fremtiden

På TEC uddanner vi fagligt stolte og dygtige mennesker. Vi har en høj faglig og pædagogisk standard og samarbejder tæt med virksomheder, brancher og videregående uddannelser nationalt og globalt for at sikre, at der er dygtige unge mennesker og folk med lyst til efteruddannelse til fremtidens arbejdsmarked.

TEC - Technical Education Copenhagen
Stæhr Johansens Vej 7
2000 Frederiksberg
Danmark