Gå til indhold
Marie Skouenborg er ny CEO for TN-Network
Marie Skouenborg er ny CEO for TN-Network (TNN), som er Telenor og Norlys' fællesejede infrastrukturselskab.

Pressemeddelelse -

Marie Skouenborg er ny CEO for TN-Network

Marie Skouenborg, 44 år, er 1. september 2025 udnævnt til ny CEO for TN-Network (TNN), som er Telenor og Norlys’ fællesejede infrastrukturselskab, der står bag opbygning og drift af Danmarks største mobilnetværk.

Marie Skouenborg kommer fra en stilling som Senior Director, Business Development & Channel Management hos GlobalConnect, hvor hun stod i spidsen for digital transformation, integration af AI og datamodeller samt skalering af kommercielle partnerskaber på tværs af Norden. I GlobalConnect har hun desuden været Director for Strategy & Business Development, Director for Nordic SD-Wan & Security og Head of Dynamic Network Services. Før sin tid i GlobalConnect har hun bl.a. haft ansvaret for Transmission i Telia.

”Med Marie får vi en CEO, der kombinerer tung teknisk indsigt med stærke kommercielle kompetencer. Hun har dokumenteret erfaring med at omsætte strategiske visioner til konkret drift og resultater, og hun er kendt for at skabe højt performende, engagerede teams. Vi ser frem til at få hendes tydelige og anerkendende ledelsesstil i spil i TNN,” siger Richard Stigaard, bestyrelsesformand for TNN.

”TNN har opbygget en stærk position i den danske teleinfrastruktur, og jeg har stor respekt for det fundament, der allerede er lagt. Samtidig står vi som branche og leverandør af kritisk infrastruktur over for stigende krav til stabilitet, sikkerhed og ansvar, og det bliver en central opgave at levere på det. Jeg glæder mig til at videreføre og udvikle det stærke udgangspunkt, vi allerede har, sammen med teamet og ejerne,” siger Marie Skouenborg.

Marie bor i Hvidovre med sin mand og deres to børn på fem år.

Emner


Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.

Telenor er en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 900 medarbejdere, har 38 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.

Kontakt