Gå til indhold
To skolebørn ved skrivebordet med Anio 6 ur på håndleddet
Anio 6 er udviklet specifikt til børn og kombinerer opkald, beskeder, GPS og SOS med et enkelt design til mindre håndled.

Pressemeddelelse

Nyt børneur hos Telenor til yngre børn dropper kameraet

Telenor bliver eksklusiv dansk forhandler af Anio 6 - et smartwatch udviklet til børn. Uret giver mulighed for opkald, beskeder, GPS og SOS, men har bevidst hverken kamera, sociale medier eller adgang til apps. Det gør det velegnet til yngre børn, der har brug for at kunne få fat i deres forældre, men ikke nødvendigvis er klar til en smartphone.

For mange familier opstår behovet for at kunne få fat i barnet, før behovet for en smartphone gør. Det er tanken bag Anio 6, som nu kommer på det danske marked gennem Telenor.

Uret er udviklet specifikt til børn og giver mulighed for at ringe og sende beskeder til godkendte kontakter. Samtidig er en række funktioner bevidst valgt fra, herunder kamera, sociale medier, browser og mulighed for at hente apps.

Det valg passer godt med de erfaringer, Telenor har fra #digitalpænt, hvor elever i 4.-6. klasse arbejder med gratis undervisningsmateriale om digital dannelse og god opførsel på nettet. I sidste års konkurrence skulle klasserne lave deres eget manifest med regler for, hvordan de vil behandle hinanden digitalt, og her blev en regel nævnt igen og igen: ”Man tager eller deler ikke billeder af andre uden at spørge først.”

”Selv børn i 4., 5. og 6. klasse øver sig stadig på spillereglerne omkring billeder, privatliv og samtykke. For de yngre børn kan det derfor være en fordel, at deres første device slet ikke har et kamera. De har først og fremmest brug for at kunne få fat i forældrene og omvendt,” siger Christian Hoffmann, der er privatkundedirektør i Telenor.

Et mellemtrin før smartphonen
Uret er udviklet af den tyske producent Anio, som har specialiseret sig i smartwatches til børn. Det er udviklet specifikt til børn, hvilket kan mærkes i både størrelse og materialer. Uret er mindre end mange traditionelle smartwatches og børneure, og den bløde urrem er lavet til at sidde godt og behageligt på mindre håndled.

Forældrene styrer, hvem barnet kan ringe og sende beskeder til, og uret har også GPS, sikkerhedszoner, SOS og skoletilstand. Data fra uret opbevares på servere i Tyskland under europæisk databeskyttelseslovgivning, og Anio oplyser desuden, at data ikke sælges videre til markedsføringsformål.

”Vi møder mange forældre i vores butikker, som gerne vil kunne komme i kontakt med deres barn, men som samtidig synes, at det er for tidligt med en smartphone. Anio er et godt mellemtrin, fordi barnet kan få lidt mere frihed uden samtidig at få hele smartphone-universet med,” siger Christian Hoffmann.

Anio 6 sælges i Danmark eksklusivt gennem Telenor og kan fås i blå og pink samt mulighed for at tilvælge flere urremme i andre farver.

Emner


Telenor hjælper danskerne med at skabe gode forbindelser via mobil og internet. Vores mål er at skabe sammenhæng i vores kunders digitale liv og i det danske samfund. Derfor investerer vi hvert år massivt i innovation og i udvikling af den danske teleinfrastruktur.

Telenor er en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan hjælper vi 186 millioner kunder med at kommunikere. I Danmark er vi ca. 900 medarbejdere, har 38 butikker fordelt over hele Danmark og gør hver dag vores yderste for at gøre det nemt for vores kunder at kommunikere og sikre deres forbindelse på både mobil og internet. I Danmark er CBB Mobil også en del af Telenor-familien. Du kan læse mere om os på www.telenor.dk.

Kontakt